Populære konflikmyter 1:

Sagen kort

Nogle har meget travlt med at tegne et konfliktbillede af forholdet mellem videnskab og tro. Det understøttes af især to begivenheder i videnskabshistorien 1) Galileo Galileis konflikt med Kirken, og 2) debatten mellem Huxley og Wilberforce over Darwins Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse af de to hændelser afslører imidlertid at konflikten ikke ligger mellem viden og tro, men på et noget andet plan. I Galileis tilfælde blev konflikten lige så meget udspillet med kolleger der var jaloux på ham fordi han var en meget anerkendt forsker og opfinder (og havde paven som personlig ven). Og så blev konflikten ikke mindre af at Galilei optrådte som en hund i et spil kegler: Han stødte alle fra sig med sin mildt sagt udiplomatiske facon. Så der er ingen grund til at se konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion. Heller ikke i den til hudløshed gentagne myte om Galileis forhold til Romerkirken.

Vi bringer en prøveoversættelse af John Lennox’s bog God’s:

Galileo og Den romersk-katolske Kirke

Af John C. Lennox

En prøveoversættelse fra bogen God’s Undertaker af K. Aa. Back

Det er nødvendigt med en utvetydig skelnen mellem den indflydelse som skabelsesdoktrinen har haft på naturvidenskabens opståen, og så den påvirkning der har været fra andre aspekter af det religiøse liv (og, lad os understrege det, dér hvor religion har spillet en politisk rolle).

Og en af hovedårsagerne hertil er at man så bedre kan holde rede på et par beretninger fra videnskabshistorien (om to paradigmeskift) der oftest bruges til at opretholde det meget udbredte indtryk i offentligheden af at naturvidenskaben til stadighed har ligget i krig med religionen. Begrebet kaldes på engelsk the conflict thesis og kan oversættes med “konflikttesen”. < Se svensk Wikipedia >

Disse beretninger gælder to af historiens mest berømte konfrontationer: Den første [som nævnt i deloverskriften] mellem Galileo og Den romersk-katolske Kirke, og den anden er debatten mellem Huxley og Wilberforce om Charles Darwins berømte bog Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse afslører imidlertid at disse to begivenheder slet ikke støtter konflikttesen som påstået. Det er nok en konklusion der kommer som en overraskelse for mange; men ikke desto mindre er det en konklusion der har historien på sin side.

Først og fremmest bør man lægge mærke til det indlysende faktum at Galileo er med på vores liste over naturforskere der har troet på Gud. Han var hverken agnostiker eller ateist og derfor ikke i strid med den tids gudstroende (teister). Dava Sobel har i sin udmærkede biografi Galileo’s Daugther[25] aflivet myten om at Galileo skulle være “en forræder der gjorde nar af Biblen”. Det forholder sig faktisk sådan at Galileo troede fuldt og fast på Gud og på Biblen; og det blev han ved med hele sit liv. Han holdt på at “naturlovene er skrevet i matematikkens sprog af Guds hånd” og at “den menneskelige bevidsthed er et Guds værk, et værk af uovertruffen storhed”.

Desuden fandt Galileo støtte – i det mindste til at begynde med – blandt en stor del af Kirkens intellektuelle. Astronomerne fra Collegio Romano (en magtfuld undervisningsinstitution som jesuitterne stod for) sluttede fra første færd op om Galileos astronomiske arbejde og hyldede ham for det. På den anden side gik de sekulære naturfilosoffer [den tids videnskabsmænd] kraftigt imod ham da han havde vagt deres vrede ved at kritisere Aristoteles.

Så det måtte før eller siden føre til en konflikt. Men – lad det være understreget – ikke med kirken, ikke til at begynde med i hvert fald. Sådan var det at Galileo selv oplevede det, for i sit berømte brev til storfyrstinde Christina (Lettera a Cristina di Lorena, Granduchessa di Toscana) fra 1615 fremfører han at det var universitetets professorer der var så oprørte over ham at de søgte at få de kirkelige autoriteter til at tage affære over for ham. Og det var temmelig klart hvad de havde i klemme: Galileos videnskabelige argumenter udgjorde en trussel mod den akademiske verdens fuldstændige overgivelse til den filosofi der byggede på Aristoteles.

Helt i den moderne videnskabs ånd ønskede Galileo at forlade sig på teorier om universet der var baseret på beviser, ikke på en argumentation der baserede sig på en henvisning til a priori-postulater i almindelighed og den autoritet der lå i Aristoteles’ autoritet, i særdeleshed. Derfor kikkede han ud på universet gennem sin kikkert. Og det han så, lagde nogle af Aristoteles’ større astronomiske gisninger i ruiner: Galileo observerede solpletter, og det blev noget af et slag i ansigtet på Aristoteles’ “perfekte sol”. I 1604 iagttog han en supernova som satte spørgsmålstegn ved Aristoteles’ “uforanderlige himle”.

Aristoteles stod for den fremherskende verdensanskuelse. Men det var ikke bare det paradigme inden for hvilket man måtte dyrke sin videnskab; det var en verdensanskuelse der allerede var begyndt at krakelere. Derudover havde Den protestantiske Reformation udfordret Roms autoritet, og dermed var den religiøse sikkerhed, set fra Rom, i stigende grad truet. Man befandt sig derfor i en meget spændt situation. Den omstridte/belejrede romersk-katolske Kirke, der i lighed med alle andre på den tid, havde taget Aristoteles til sig, følte at den måtte forsvare hans verdenssyn over for ethvert angreb, også selvom der (især blandt jesuitterne) var opstået visse rumlerier om at heller ikke Biblen altid understøttede Aristoteles. Men disse rumlerier var endnu ikke så stærke at de kunne forhindre den kraftige opposition der måtte rejse sig mod Galileo, både fra Kirken og fra den akademiske verdens side. Men selv dengang havde denne opposition ikke sin begrundelse i en intellektuel eller politisk modstand. Megen jalousi var inde i billedet, og endvidere – og det må man slet ikke glemme – var Galileos egen mangel på diplomatisk sans i høj grad medvirkende årsag til den eksplosive tilstand. Han irriterede fx folk på bjerget ved at udgive sine skrifter på italiensk og ikke latin for at opruste folket intellektuelt i al almindelighed. Han var faktisk meget dedikeret til det man senere har kaldt populærvidenskaben.

Nu hjalp der heller ikke at Galileo havde en temmelig giftig og kortsigtet tilbøjelighed til at rakke dem ned han var uenig med. Og dét han skrev i sin bog Dialog vedrørende de to verdenssystemer (Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo), hjalp heller ikke ligefrem på hans sag. Han havde fået officiel ordre på [efter at han første gang på eget initiativ havde givet møde for Inkvisitionen] at fremføre et argument i bogen fra sin gode ven og støtte pave Urban VII (Maffeo Berberini). Det gik på at eftersom Gud var almægtig, ville han kunne fremstille alle naturlige fænomener på mange forskellige måder, så det ville være en formastelighed af rang fra naturfilosoffernes side [altså videnskabsmændene] hvis de ville hævde at de havde fundet den eneste sande løsning. Galileo overholdt pænt påbuddet, men gjorde det på den måde at han lagde argumentet i munden på en person der var ret begrænset udstyret i den øverste etage; og så kaldte han ham oven i købet Simplicio (“Tåben”). Dette turde vist være et klassisk eksempel på at skyde sig selv i foden.

Trods det har Romerkirken selvfølgelig ingen som helst undskyldning for at lade Inkvisitionen tryne Galileo, lige så lidt som for at det skulle tage adskillige århundreder før han blev “rehabiliteret”. På den anden side må det bemærkes at Galileo – i modsætning til det meget udbredte rygte – ikke blev underkastet tortur. Og at hans efterfølgende “husarrest” for det meste blev tilbragt i hans venners private, luksuriøse omgivelser.

Der er et par væsentlige lektier man kan lære af beretningen om Galileo. Den første gælder dem der gerne vil tage den bibelske beretning alvorligt. Man kan vel i dag dårligt forestille sig nogen der vil hævde at Jorden er universets centrum, og at solen og planeterne kredser rundt om den. De accepterer således det kopernikanske system “med Solen i midten”, altså den opfattelse Galileo kæmpede for. Og de mener ikke det er i konflikt med deres syn på Biblen. Heller ikke selvom næsten alle på og før Kopernikus’ tid med Aristoteles anså Jorden for at være universets fysiske centrum, og at de brugte deres meget bogstavelige læsning af Biblen til at understøtte denne idé. Hvad har forårsaget denne ændring? Ganske enkelt: Man har nu et mere sofistikeret og nuanceret syn på Biblen.[27] Man kan fx godt se at når Biblen taler om at solen står op, tales der fænomenologisk om forholdet – dvs. man får en beskrivelse af hvordan det ser ud fra en iagttagers synsvinkel, ikke en fremstilling af hvordan det rent fysisk forholder sig med solen og planeterne. Forskere af i dag gør nøjagtig det samme: Også de taler om at solen står op, i almindelig samtale mennesker imellem; og det udlægger man ikke i retning af at de skulle være åndsformørkede tilhængere af Aristoteles’ syn på verden.

Det vigtige her er en skelnen mellem hvad der står i Biblen, og så vores fortolkning af dette. Det kunne jo være at den bibelske tekst var lidt mere sofistikeret end den giver indtryk af ved første øjekast, og at vi derfor kan være tilbøjelige til at tro den understøtter ideer som ligger den fjernt. Det mente Galileo i det mindste, og historien har givet ham ret.

Endelig kan man af denne historie også drage endnu en lære (det sker sjældent, men alligevel), nemlig at det var Galileo, den mand der troede på Biblen, der nåede frem til en bedre videnskabelig forståelse af universet. Og som vi har set, var det ikke bare på trods af nogle af Kirkens folk, men i høj grad også på trods af modstand (og bagstræberiske holdninger) fra nogle af tidens sekulære naturfilosoffer der (i lighed med Kirkens folk) var svorne disciple af Aristoteles. Nutidens filosoffer og naturvidenskabsmænd bør også være en smule ydmyge over for hvad nyt lys fakta kan bringe over en sag, selv hvis disse fakta lægges frem af troens folk. Mangel på tro på Gud hos en forsker er ikke på nogen måde en større garanti for en ægte videnskabelig indstilling end en tro på Gud måtte være. Hvad der derimod står klart, er at det altid er noget af en risikofyldt affære, på Galileos tid og i vores egen, at udfordre det herskende videnskabelige paradigme, og det gælder for enhver som forsøger sig i den retning. Vi må konkludere at “Galileo-sagen” i virkeligheden ikke på nogen måde underbygger den noget forenklede forestilling der ser konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion.

Fortsættes i Huxle-Wilberforce-debatten.

Andre blogindlæg:

Paven og Big Bang

Om menneskets evolution

Modtro