Fortsat fra eftertanke.dk. Læs indledningen til denne artikel her.

Debatten mellem Huxley og Wilberforce i Oxford 1860

[Fortsat fra Løgn over løgn der slutter med følgende sætning: Vi må konkludere at “Galileo-sagen” i virkeligheden ikke på nogen måde underbygger den noget forenklede forestilling der ser konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion.]

Det gør den anden begivenhed heller ikke. Og her drejer det sig om den debat der fandt sted den 30. juni 1860 i the British Association for the Advancement of Science på Oxfords Naturhistoriske Museum, en debat man også tit refererer til. Den stod mellem T. H. Huxley (“Darwins bulldog”) og biskop Samuel Wilberforce (“Soapy Sam”). Debatten blev arrangeret som en opfølgning på en forelæsning af John Draper om Darwins evolutionsteori syv måneder før. At de to herrer krydsede klinger, skildres ofte som et simpelt sammenstød mellem naturvidenskaben og religionen, og hvor den kompetente forsker på overbevisende måde fik sat den uvidende præstemand til vægs. Nu er der bare det ved det at videnskabshistorikerne har vist at denne fremstilling heller ikke passer med de faktiske forhold.[29]

For det første var Wilberforce ikke en uvidende mand. En måned efter det omtalte møde, udgav han en 50-siders anmeldelse af Darwins værk (i the Quarterly Review), en anmeldelse som Darwin selv mente var “usædvanlig velskrevet; den sætter lige fingeren på de mest ømme punkter: dér hvor argumentationen bygger på formodninger; og den afslører alle de svage sider. Den stiller mig de mest fremragende spørgsmål”.

For det andet kan man ikke påstå at Wilberforce på nogen måde var bagstræberisk. Han gik meget op i at debatten ikke skulle gå på videnskab kontra religion, men at det skulle være en helt igennem videnskabelig debat – videnskabsmand over for videnskabsmand med videnskabelige argumenter – en intention der tydeligt fremgår af hans resumé af anmeldelsen: “Vi har alene brugt videnskabelige argumenter over for de synspunkter vi opponerer imod. Og det har vi gjort ud fra den faste overbevisning at det er sådan argumentationen skal afsløres som sand eller falsk. Vi støtter på ingen måde dem der opponerer over for facts (eller hvad man må anse for at være facts om naturen, eller over for følgeslutninger der drages herudfra) blot fordi de tror at de modsiger hvad de tror Biblen lærer. Vi mener at alle den slags indvendinger smager af en form for ængstelighed der slet ikke passer sig for en fast og velbaseret kristentro.” Styrken i denne tilkendegivelse kommer nok som noget af en overraskelse for dem der har slugt myten om dette sammenstød råt. Og man kan vist ud af dette tillade sig at anse Wilberforce som en åndsbeslægtet med Galileo.

Det er altså heller ikke rigtigt at de eneste indvendinger der var over for Darwins teori, kom fra kirken. Sir Richard Owen, den tids førende anatom (hvem Wilberforce forresten havde rådført sig med), var også modstander af Darwins teori; og det var den berømte forsker Lord Kevin også.

Hvad samtidens beretninger om debatten angår, gør John Brooke [31] opmærksom på at begivenheden til at begynde med forløb helt eller næsten ubemærket:

»Det er bemærkelsesværdigt at det berømte sammenstød mellem Huxley og biskoppen ikke blev omtalt i en eneste londonavis dengang. Der er rent faktisk ikke ét officielt referat fra mødet; det der fortælles, kommer mest fra Huxleys venner. Huxley selv skrev at der var “udbredt latter blandt folk” over hans eget vid, og “jeg tror jeg var den mest populære mand i Oxford i hele fire og tyve timer efterpå.”«

Nu er der bare det ved det at alt tyder på at debatten ikke faldt så tydeligt ud til den enes fordel. En avis skrev senere om at en tidligere darwintroende havde mistet denne tro igen efter at have overværet debatten. Botanikeren Joseph Hooker skulle have brummet at Huxley “slet ikke kunne fange publikum ved den måde han fremførte sit ærinde”, så det måtte han selv gøre noget ved. Wilberforce skrev tre dage senere til arkæologen Charles Taylor: “Jeg fik vist givet han en ordentlig omgang!” The Athenaeums referat efterlader det indtryk at det blev uafgjort. Her hedder det: Begge de herrer Huxley og Wilberforce “havde fundet fjender der var deres kårdestød værdige”.

Historikeren Frank James fra the Royal Institution i London kommer med den formodning at det altovervejende indtryk af at det var Huxley der kom sejrrigt ud af sammenstødet, kan skyldes det faktum at Wilberforce ikke var vellidt i Oxford; noget man springer let og elegant over i de fleste beretninger fra dengang: “Havde Wilberforce ikke været så upopulær i Oxford, ville han sikkert have været dagens mand i skysovs, og ikke Huxley.«

Skygger fra Galileo!

Vi ser således at de to vigtigste krykker konflikttesen vralter rundt på, er temmelig ormædte. Forskningen har i den grad undermineret denne tese at videnskabshistorikeren Colin Russell når frem til følgende konklusion:

»Den meget udbredte opfattelse at … forholdet mellem religion og videnskab rent faktisk i løbet af de seneste århundreder skulle være kendetegnet af en dyb og vedholdende konflikt … er ikke bare historisk ukorrekt – den er faktisk en så grotesk karikatur af virkeligheden at der er brug for en forklaring, nemlig en forklaring på hvordan denne beretning har fået blot skyggen af troværdighed.«

Det står derfor klart at magtfulde kræfter har været på spil, ellers virker det uforståeligt hvordan konflikmyten er blevet så fastgroet i almenheden. Og det må godt nok også siges at være tilfældet! Som i Galileo-sagen har den reelle dagsorden ikke bare været et spørgsmål om vundne intellektuelle point på en videnskabelig teori. Også denne gang har magtinstitutioner spillet en nøglerolle. Huxley har haft sit eget korstog som er gået ud på at sikre en voksende klasse af nye professionelle forskere mod en privilegeret klasse af gejstlige, uanset hvor intellektuelt begavede de end måtte have været. Han ville sikre sig at det var naturvidenskabsmændene der fik sat sig på magten. Så myten om en overvundet biskop, slået af banen af en professionel videnskabsmand, passer denne kampagne som hånd i handske, og det blev udnyttet på fuld tryk.

Men her er tydeligvis mere på spil. Et vigtigt element i Huxleys kampagne er fremhævet af Michael Poole.[34] Han skriver:

»I denne kamp bliver begrebet Naturen pludselig skrevet med stort N og dermed personificeret. Huxley udstyrede “Moder Natur” som han kaldte hende, med egenskaber der hidtil havde været forbeholdt Gud. En taktik andre siden har kopieret med stor iver. Den logiske mærkværdighed ved at tilskrive naturen (dvs. enhver fysisk ting der findes) evne til planlægning og til at skabe enhver fysisk ting der findes, var der ingen der bed mærke i. “Moder Natur” havde opslået sin residens som var hun en oldgammel frugtbarhedsgudinde, og hendes moderlige arme omfavnede nu hele den victorianske videnskabelige naturalisme.«

På denne måde blev en konfliktmyte blæst kunstigt op (og det bliver den stadig den dag i dag); og den bliver på det skammeligste brugt som våben i et andet slag. Og dette andet slag er det virkelige slag, det der står mellem naturalismen og teismen (gudstroen).

Tidligere indlæg på ID-bloggen:

Løgn over løgn

Paven og Big Bang

Om menneskets evolution

Modtro