Som adviseret vil jeg se nærmere på dette citat fra den biologibog som hedder Livets oprindelse, og som fortæller følgende på s. 34-35 [min punktopstilling]:

1. I mange hundrede millioner år gik udviklingen langsomt. Livet på Jorden bestod ikke af andet end bakterier og organismer der lignede bakterier.

2. For 2.000 millioner år siden havde nogle af dem udviklet sig til alger. De var mikroskopisk små, men de kunne noget som ingen andre organismer før dem havde kunnet. De kunne udnytte Solens energi i den proces der kaldes fotosyntese. Under fotosyntesen frigøres der ilt, så nu kom der for første gang ilt i atmosfæren.

3. De første bakterier og andre primitive organismer havde måttet klare sig uden ilt. Men ilt gør livet mere effektivt, og ilten fra algernes fotosyntese satte fart i udviklingen. I dag er ilt livsnødvendig for de allerfleste organismer.

Lad os nu prøve at dissekere denne tekst for at konstater hvor mange videnskabelige facts den rummer:

Ad 1) “Livet på Jorden bestod ikke af andet end …” Hvis det stod til den naturlige selektion og mutationerne, ville det være blevet ved med at være sådan. Naturloven Naturlig Selektion (den naturlige udvælgelse) kan kun vælge mellem allerede eksisterende biologiske strukturer.

Når man tror den kan finde på noget som helst ny, er det netop en tro. Hver gang man vil “bevise” den naturlige selektions skaberkraft, henviser man til eksempler på variation som enten ligger inden for den givne artsvariation (eller i evolutions-heldigste tilfælde bevæger sig på kanten heraf). Kort sagt inden for det faktuelle begreb der hedder mikroevolution. (Og vi gentager lige: Begrebet er opfundet af en af de store kanoner inden for evolutionsbiologi, Theodore Dobzanski.)

Og når man henviser til mutationer på bakterier, har man ofte resistens i tankerne. Men i den forbindelse glemmer man øjensynligt at alle mutationer er fejl i koden. De kan være fordelagtige i situationen, men en skade på genomet kan neppe være forklaringen på ny programmering. Og det er netop ny programmering der skal til hvis “en bakterie eller en bakterielignende organisme” skal bevæge sig væk fra sit bakterie-stadium. Forsøg på bakterier der svarer til adskillige mio. års evolution blandt hvirveldyr, har intet forandret på bakterier. De er og bliver bakterier (og det med eller meduden resistens)!

Ad 2) Så påstanden her om at “nogle af dem havde udviklet sig til alger” savner ethvert empirisk grundlag (på hverdagsdansk: det er ikke bevist, det er grebet ud af luften). Man tager darwinismen for givet, kommer med en “bare sådan-forklaring”, og hokuspokus har man bevist at “Darwin havde ret”!

Og for at ikke skal være løgn, er disse alger pludselig – igen ud af det blå – blevet forsynet med grønkorn til fotosyntesen. Hvordan dette stykke højkomplicerede stykke nano-mekanik pludselig bliver til at sig selv, springer man let og elegant over. Men det er faktisk ren manipulation over for de sagesløse folkeskoleunger: De har ikke en kinamands chance for at gennemskue overspringshandlingen – hvis de ikke er meget vågne, eller er trænet i at gennemskue den specielle darwinistiske story telling.

Hertil kommer at fri ilt er det rene gift for enhver organisme (og enhver form for organisk og uorganisk forbindelse, for den sags skyld). Hvor der er ilt til stede, sætter tæring & rust ind som lyn & torden. Og den kemiske ligning løber således den forkerte vej. Alle de løst funderede aminosyrer der påstås opstå i “ursuppen”, opløses i mindre komplicerede forbindelser som dug for solen.

Tænk bare på din (fars) gamle bil. Hvad sker der med den når den overlades til sig selv? Her går det nemlig naturligt til: Fri ilt på ikke-styrede processer giver rust og forfald!

Hvad man her forsøger at liste ind i livets historie, trodser enhver fornuft og er strid med enhver naturlov. Beretningen om at “de kunne noget som ingen andre organismer før dem havde kunnet” kræver – ja, jeg er ked af at måtte bruge ordet, men fornuften tilsiger os at vi kommer ikke uden om det, hvor gerne vi end vil – en skabelsesproces.

Sagaen fortsætter så med myten om at der ikke var ilt i Jordens uratmosfære. Og hvor er det lige vi véd det fra? Ja, den materialistisk-darwinistiske forklaring kræver at der ikke var ilt i den tidlige atmosfære, altså er der ingen ilt! For her er man dog villige til at indrømme at det vil være gift for det første pro-liv. Det fossile vidnesbyrd taler godt nok for det modsatte, men skidt pyt, det glemmer vi lige i farten. Altså, vi ta’r den lige en gang til for prins Knud:

Fri ilt i den første atmosfære ville have forhindret livets spontane opståen. Derfor var der ikke ilt i atmosfæren dengang. Og på trods af naturlovene opstår der pludselig i nogle bakterier nogle nanomaskiner der kan stå for fotosyntesen. Og kom der ilt i atmosfæren.

Ad 3) Den eventyrlige beretning fortsætter så med en total misforståelse af hvilken rolle ilten spiller i atmosfæren.

a) For det første erklærer man frejdigt at “de første bakterier og andre primitive organismer havde måttet klare sig uden ilt”. – Ja, heldigvis, må man sige. For ilt og sollys virker ret så desinficerende. Det er bl.a. derfor det er godt at hænge sit sengetøj ud i vejret tit & ofte. Så dette “måtte klare sig”, betyder i virkeligheden at fri ilt ville, dengang som nu, have slået alle primitive organismer ihjel. – Bruger man forresten ikke også dette faktum til vandrensning i Afrika?

b) For det andet hævder man uden videre at “ilt gør livet mere effektivt”. Ja, nogenlunde på linje med at benzin gør en bilmotor mere effektiv. Især hvis man hælder brændstoffet ud over den. – Nå, mindre ironisk sagt: Hvordan er det lige man forestiller sig at det kraftige iltningsmiddel oxygen (deraf navnet) skulle gøre livet mere “effektivt”? Ved at slå det ihjel?

c) For det tredje bruges ilt så pludselig i rollen som skaber: “… og ilten fra algernes fotosyntese satte fart i udviklingen”. Her menes tydeligvis evolutionen. – Altså nedbrydnings- og desinfektionsmidlet ilt bruges som katalysator for en nyprogrammering af de “primitive” bakterie- eller algeceller. Igen ren darwinistisk ønsketænkning. Programmering opstår ikke af sig selv, hvor tit skal man sige det!

d) For det fjerde garneres hele forførelsen med ét korrekt udsagn, nemlig nutidens organismer og deres afhængighed af ilt. Det er til gengæld smart, for det får alt det forrige til lettere at glide ned. Men der glemmer man behændigt en lille detalje, nemlig kroppens forbrændingsproces. For slet ikke at tale om hele fordøjelsessystemer. Der skal en motor til for at få brændstof og ilt til at indgå i en (liv)givende proces. En ikke-styret proces ender højst sandsynligt i en ting: en eksplosion. OG hvor er det lige den forbrændingsmotor så kommer fra. Det går helt af sig selv. Helt naturligt. Det er selvfølgelig rigtigt at der er ikke noget mystisk ved kroppens forbrænding. Det sker helt naturligt i nogle dertil indrettede nanomaskiner som tager sig af processen fra først til sidst. Men at det er naturligt at en maskine kan køre af sig selv, gør ikke forklaringen om at den kan opstå af sig selv, naturlig. – Og prøv lige at pille ved processen, fx med et par “forbedrende mutationer”: Der skal ikke meget til før der går totalt kage i den.

Summa summarum: Det er ikke skygge af evidens bag denne beretning. Den bygger alene på fri fantasi, og en fantasi som naturlovene (hvis de ellers kan få et ord indført) reducerer til en stor løgn. – Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre som man fortæller det her.

Men måske regner man med en eller anden overnaturlig faktor?

Måtte det være mig tilladt at påpege at vi dermed er røget ud af de naturvidenskabelige forklaringer. Af sig selv-tanken er ikke særlig videnskabelig. Og pludselig står vi “lige”. For skabelsestanken er naturligvis heller ikke naturvidenskabelig. Den er måske bare den mest fornuftige. Med den fornuft der ligger i en første årsag (en causa prima) som ligger til grund for al videnskabelig forskning, når det kommer til stykket.

smiley .b