Blog Image

IDdiskussion

Om denne blog

Her skulle det være muligt at diskutere design i naturen uden forstyrrende spam-indlæg. Nu prøver vi i hvert fald. Så velkommen med bidrag.

En handske kastet til alle fundamentalister

Tro & viden Posted on Fri, June 24, 2011 14:15:20

Indlæg gentaget fra eftertanke.dk, her med mulighed for diskussion, se under indlægget. smiley

Hermed en udfordring til alle der tror at evolutionsteorien er “bevist”; dem der er overbevist om at der ikke er mere at diskutere, på den videnskabelige bane; til alle dem der har bildt sig selv ind at der kun er religiøse argumenter tilbage “over for Darwin”. Til alle dem der tror at fundamentalisme mht. livets udvikling kun findes bibelbælteaftapning.

Kom så med det uigendrivelige argument for at Darwin havde ret!

OG har du ikke noget “hard evidence”, så kom dog med noget der bare indicerer at den gamle gubbe havde ret.

Så vil vi her på intelligentdesign.eftertanke.dk pille dem fra hinanden ét efter ét.

Og hvis det lyder som brovtende amerikansk fundamentalisme, så lad svaret lyde på engelsk: Try us!

Man kan fx bevæge sig baglæns på denne blog. Så vil man måske opdage hvor meget man troede man vidste. Men PAS PÅ! Der ligger farlig viden lige om hjørnet. Selvstændigtænkningsfremmende stoffer!

Reel viden, en by i Rusland

Det kan undertiden være lidt trættende med den kæmpe pædagogiske opgave man åbenbart står over for. For den reelle viden om udviklingslæres videnskabelige fundament er totalt fraværende i brede kredse i dronningeriget.

Lad os tage et par hovedpåstande:

  • Livet kan opstå af sig selv. [Skal vi tale videnskabeligt: Organisk kemi kan opstå af sig selv i en uorganisk opløsning. Der skal bare tilsættes et par tilfældige lyn.]
  • Fossilerne viser evolutionen.
  • Fosterudviklingen viser evolutionen.
  • Der er så mange fund der viser at mennesket har en dyrisk forfader, at tanken om at vi skulle være noget særligt, er stærkt overdrevet.

Vi kan oplyse: Ingen af de nævnte påstande holder vand. Heller ikke selvom de gentages i biologibøger og popvidenskabelige hæfter igenigen.

Fuss about creationists

Hvorfor egentlig den opstandelse over nogle kristne fundamentalister fra det amerikanske Midtvesten? Hvad skade kan de egentlig gøre? Fx i forhold til de ateister der maser sig ind i faget biologi med deres tro på at livet er en meningsløs tilfældighed. En sådan desillusionerende indoktrinering er i allerhøjeste grad skadelig for børns sjælefred. Og for voksens med, for den sags skyld. Jeg havde (i forrige årtusinde!) en meget respekteret gymnasielærer; K. V. Hender, der smed sin tro over bord fordi han troede sig forpligtet på det darwinistiske dogme om at alting kan blive til af sig selv, at menneskets blot er et dyr, og at skabelsestroen blot er til for uintelligente mennesker.

Må jeg stille et spørgsmål til den intelligente bloglæser? – Hvad er DNA for noget? Et tilfældigt sammensurium af kemiske forbindelser? Eller et dataprogram skrevet i organisk kemi?

Hvis DNA er programkode, er det næste logiske spørgsmål: Opstår programmering af sig selv? Gør kode? Gør skriftsprog? Hvis jeg på stranden en morgen ser ordene “Jeg elsker dig” skrevet i sandet, ville nogen ved deres fulde fem så tro mig hvis jeg påstod at det var nogle tilfældige tegn som bølgerne havde skabt i løbet af natten?

En biologibog som bruges over for sagesløse danske skolebørn i folkeskolens overbygning, har følgende oplysende passage:

Også DNA som danner det “celleprogram” der styrer arbejdet i en celle, kunne dannes ud fra stofferne i “ursuppen”.

Dette er ganske enkelt misinformation af værste skuffe. Igen for at tale videnskabeligt: Dette udsagn har ikke den mindste empiriske begrundelse. Det er fri fantasi, slet og ret, og som sådan religiøs propaganda. Men fordi det er ateistisk fundamentalisme der serveres, må det tolereres. Det har vi jo også rettens ord for. I Amerika! Som om videnskabelige uenigheder kan afgøres i en retssal.

Og man ser det som ganske harmløst fordi det jo bare er “et videnskabeligt udsagn”. Så kan folk jo tro hvad de vil.

Nej, det er netop hvad de ikke kan. De ledes tværtimod drypvis til at acceptere en livsfilosofi som de nok ville være noget mere skeptiske over for – hvis det ikke var fordi den iklædte sig videnskabelige fåreklæder. For da naturvidenskaben i dag “er gud”, er der jo ikke mere at diskutere når eksperterne har udtalt sig.

Er der mon nogen der tænker på, at på samme måde som eksperter kan være farvede af deres politiske standpunkter i deres udtalelser, kan de være farvet af deres religiøst-ideologiske?

smiley .b

PS! Dette handskekast er provokeret af dette indlæg på bloggen “ Kreationisme museum”.



Huxley og Wilberforce

Tro & viden Posted on Sat, January 15, 2011 22:41:02

Fortsat fra eftertanke.dk. Læs indledningen til denne artikel her.

Debatten mellem Huxley og Wilberforce i Oxford 1860

[Fortsat fra Løgn over løgn der slutter med følgende sætning: Vi må konkludere at “Galileo-sagen” i virkeligheden ikke på nogen måde underbygger den noget forenklede forestilling der ser konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion.]

Det gør den anden begivenhed heller ikke. Og her drejer det sig om den debat der fandt sted den 30. juni 1860 i the British Association for the Advancement of Science på Oxfords Naturhistoriske Museum, en debat man også tit refererer til. Den stod mellem T. H. Huxley (“Darwins bulldog”) og biskop Samuel Wilberforce (“Soapy Sam”). Debatten blev arrangeret som en opfølgning på en forelæsning af John Draper om Darwins evolutionsteori syv måneder før. At de to herrer krydsede klinger, skildres ofte som et simpelt sammenstød mellem naturvidenskaben og religionen, og hvor den kompetente forsker på overbevisende måde fik sat den uvidende præstemand til vægs. Nu er der bare det ved det at videnskabshistorikerne har vist at denne fremstilling heller ikke passer med de faktiske forhold.[29]

For det første var Wilberforce ikke en uvidende mand. En måned efter det omtalte møde, udgav han en 50-siders anmeldelse af Darwins værk (i the Quarterly Review), en anmeldelse som Darwin selv mente var “usædvanlig velskrevet; den sætter lige fingeren på de mest ømme punkter: dér hvor argumentationen bygger på formodninger; og den afslører alle de svage sider. Den stiller mig de mest fremragende spørgsmål”.

For det andet kan man ikke påstå at Wilberforce på nogen måde var bagstræberisk. Han gik meget op i at debatten ikke skulle gå på videnskab kontra religion, men at det skulle være en helt igennem videnskabelig debat – videnskabsmand over for videnskabsmand med videnskabelige argumenter – en intention der tydeligt fremgår af hans resumé af anmeldelsen: “Vi har alene brugt videnskabelige argumenter over for de synspunkter vi opponerer imod. Og det har vi gjort ud fra den faste overbevisning at det er sådan argumentationen skal afsløres som sand eller falsk. Vi støtter på ingen måde dem der opponerer over for facts (eller hvad man må anse for at være facts om naturen, eller over for følgeslutninger der drages herudfra) blot fordi de tror at de modsiger hvad de tror Biblen lærer. Vi mener at alle den slags indvendinger smager af en form for ængstelighed der slet ikke passer sig for en fast og velbaseret kristentro.” Styrken i denne tilkendegivelse kommer nok som noget af en overraskelse for dem der har slugt myten om dette sammenstød råt. Og man kan vist ud af dette tillade sig at anse Wilberforce som en åndsbeslægtet med Galileo.

Det er altså heller ikke rigtigt at de eneste indvendinger der var over for Darwins teori, kom fra kirken. Sir Richard Owen, den tids førende anatom (hvem Wilberforce forresten havde rådført sig med), var også modstander af Darwins teori; og det var den berømte forsker Lord Kevin også.

Hvad samtidens beretninger om debatten angår, gør John Brooke [31] opmærksom på at begivenheden til at begynde med forløb helt eller næsten ubemærket:

»Det er bemærkelsesværdigt at det berømte sammenstød mellem Huxley og biskoppen ikke blev omtalt i en eneste londonavis dengang. Der er rent faktisk ikke ét officielt referat fra mødet; det der fortælles, kommer mest fra Huxleys venner. Huxley selv skrev at der var “udbredt latter blandt folk” over hans eget vid, og “jeg tror jeg var den mest populære mand i Oxford i hele fire og tyve timer efterpå.”«

Nu er der bare det ved det at alt tyder på at debatten ikke faldt så tydeligt ud til den enes fordel. En avis skrev senere om at en tidligere darwintroende havde mistet denne tro igen efter at have overværet debatten. Botanikeren Joseph Hooker skulle have brummet at Huxley “slet ikke kunne fange publikum ved den måde han fremførte sit ærinde”, så det måtte han selv gøre noget ved. Wilberforce skrev tre dage senere til arkæologen Charles Taylor: “Jeg fik vist givet han en ordentlig omgang!” The Athenaeums referat efterlader det indtryk at det blev uafgjort. Her hedder det: Begge de herrer Huxley og Wilberforce “havde fundet fjender der var deres kårdestød værdige”.

Historikeren Frank James fra the Royal Institution i London kommer med den formodning at det altovervejende indtryk af at det var Huxley der kom sejrrigt ud af sammenstødet, kan skyldes det faktum at Wilberforce ikke var vellidt i Oxford; noget man springer let og elegant over i de fleste beretninger fra dengang: “Havde Wilberforce ikke været så upopulær i Oxford, ville han sikkert have været dagens mand i skysovs, og ikke Huxley.«

Skygger fra Galileo!

Vi ser således at de to vigtigste krykker konflikttesen vralter rundt på, er temmelig ormædte. Forskningen har i den grad undermineret denne tese at videnskabshistorikeren Colin Russell når frem til følgende konklusion:

»Den meget udbredte opfattelse at … forholdet mellem religion og videnskab rent faktisk i løbet af de seneste århundreder skulle være kendetegnet af en dyb og vedholdende konflikt … er ikke bare historisk ukorrekt – den er faktisk en så grotesk karikatur af virkeligheden at der er brug for en forklaring, nemlig en forklaring på hvordan denne beretning har fået blot skyggen af troværdighed.«

Det står derfor klart at magtfulde kræfter har været på spil, ellers virker det uforståeligt hvordan konflikmyten er blevet så fastgroet i almenheden. Og det må godt nok også siges at være tilfældet! Som i Galileo-sagen har den reelle dagsorden ikke bare været et spørgsmål om vundne intellektuelle point på en videnskabelig teori. Også denne gang har magtinstitutioner spillet en nøglerolle. Huxley har haft sit eget korstog som er gået ud på at sikre en voksende klasse af nye professionelle forskere mod en privilegeret klasse af gejstlige, uanset hvor intellektuelt begavede de end måtte have været. Han ville sikre sig at det var naturvidenskabsmændene der fik sat sig på magten. Så myten om en overvundet biskop, slået af banen af en professionel videnskabsmand, passer denne kampagne som hånd i handske, og det blev udnyttet på fuld tryk.

Men her er tydeligvis mere på spil. Et vigtigt element i Huxleys kampagne er fremhævet af Michael Poole.[34] Han skriver:

»I denne kamp bliver begrebet Naturen pludselig skrevet med stort N og dermed personificeret. Huxley udstyrede “Moder Natur” som han kaldte hende, med egenskaber der hidtil havde været forbeholdt Gud. En taktik andre siden har kopieret med stor iver. Den logiske mærkværdighed ved at tilskrive naturen (dvs. enhver fysisk ting der findes) evne til planlægning og til at skabe enhver fysisk ting der findes, var der ingen der bed mærke i. “Moder Natur” havde opslået sin residens som var hun en oldgammel frugtbarhedsgudinde, og hendes moderlige arme omfavnede nu hele den victorianske videnskabelige naturalisme.«

På denne måde blev en konfliktmyte blæst kunstigt op (og det bliver den stadig den dag i dag); og den bliver på det skammeligste brugt som våben i et andet slag. Og dette andet slag er det virkelige slag, det der står mellem naturalismen og teismen (gudstroen).

Tidligere indlæg på ID-bloggen:

Løgn over løgn

Paven og Big Bang

Om menneskets evolution

Modtro



Galileo og Den romersk-katolske Kirke

Tro & viden Posted on Thu, January 13, 2011 09:11:02

Populære konflikmyter 1:

Sagen kort

Nogle har meget travlt med at tegne et konfliktbillede af forholdet mellem videnskab og tro. Det understøttes af især to begivenheder i videnskabshistorien 1) Galileo Galileis konflikt med Kirken, og 2) debatten mellem Huxley og Wilberforce over Darwins Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse af de to hændelser afslører imidlertid at konflikten ikke ligger mellem viden og tro, men på et noget andet plan. I Galileis tilfælde blev konflikten lige så meget udspillet med kolleger der var jaloux på ham fordi han var en meget anerkendt forsker og opfinder (og havde paven som personlig ven). Og så blev konflikten ikke mindre af at Galilei optrådte som en hund i et spil kegler: Han stødte alle fra sig med sin mildt sagt udiplomatiske facon. Så der er ingen grund til at se konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion. Heller ikke i den til hudløshed gentagne myte om Galileis forhold til Romerkirken.

Vi bringer en prøveoversættelse af John Lennox’s bog God’s:

Galileo og Den romersk-katolske Kirke

Af John C. Lennox

En prøveoversættelse fra bogen God’s Undertaker af K. Aa. Back

Det er nødvendigt med en utvetydig skelnen mellem den indflydelse som skabelsesdoktrinen har haft på naturvidenskabens opståen, og så den påvirkning der har været fra andre aspekter af det religiøse liv (og, lad os understrege det, dér hvor religion har spillet en politisk rolle).

Og en af hovedårsagerne hertil er at man så bedre kan holde rede på et par beretninger fra videnskabshistorien (om to paradigmeskift) der oftest bruges til at opretholde det meget udbredte indtryk i offentligheden af at naturvidenskaben til stadighed har ligget i krig med religionen. Begrebet kaldes på engelsk the conflict thesis og kan oversættes med “konflikttesen”. < Se svensk Wikipedia >

Disse beretninger gælder to af historiens mest berømte konfrontationer: Den første [som nævnt i deloverskriften] mellem Galileo og Den romersk-katolske Kirke, og den anden er debatten mellem Huxley og Wilberforce om Charles Darwins berømte bog Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse afslører imidlertid at disse to begivenheder slet ikke støtter konflikttesen som påstået. Det er nok en konklusion der kommer som en overraskelse for mange; men ikke desto mindre er det en konklusion der har historien på sin side.

Først og fremmest bør man lægge mærke til det indlysende faktum at Galileo er med på vores liste over naturforskere der har troet på Gud. Han var hverken agnostiker eller ateist og derfor ikke i strid med den tids gudstroende (teister). Dava Sobel har i sin udmærkede biografi Galileo’s Daugther[25] aflivet myten om at Galileo skulle være “en forræder der gjorde nar af Biblen”. Det forholder sig faktisk sådan at Galileo troede fuldt og fast på Gud og på Biblen; og det blev han ved med hele sit liv. Han holdt på at “naturlovene er skrevet i matematikkens sprog af Guds hånd” og at “den menneskelige bevidsthed er et Guds værk, et værk af uovertruffen storhed”.

Desuden fandt Galileo støtte – i det mindste til at begynde med – blandt en stor del af Kirkens intellektuelle. Astronomerne fra Collegio Romano (en magtfuld undervisningsinstitution som jesuitterne stod for) sluttede fra første færd op om Galileos astronomiske arbejde og hyldede ham for det. På den anden side gik de sekulære naturfilosoffer [den tids videnskabsmænd] kraftigt imod ham da han havde vagt deres vrede ved at kritisere Aristoteles.

Så det måtte før eller siden føre til en konflikt. Men – lad det være understreget – ikke med kirken, ikke til at begynde med i hvert fald. Sådan var det at Galileo selv oplevede det, for i sit berømte brev til storfyrstinde Christina (Lettera a Cristina di Lorena, Granduchessa di Toscana) fra 1615 fremfører han at det var universitetets professorer der var så oprørte over ham at de søgte at få de kirkelige autoriteter til at tage affære over for ham. Og det var temmelig klart hvad de havde i klemme: Galileos videnskabelige argumenter udgjorde en trussel mod den akademiske verdens fuldstændige overgivelse til den filosofi der byggede på Aristoteles.

Helt i den moderne videnskabs ånd ønskede Galileo at forlade sig på teorier om universet der var baseret på beviser, ikke på en argumentation der baserede sig på en henvisning til a priori-postulater i almindelighed og den autoritet der lå i Aristoteles’ autoritet, i særdeleshed. Derfor kikkede han ud på universet gennem sin kikkert. Og det han så, lagde nogle af Aristoteles’ større astronomiske gisninger i ruiner: Galileo observerede solpletter, og det blev noget af et slag i ansigtet på Aristoteles’ “perfekte sol”. I 1604 iagttog han en supernova som satte spørgsmålstegn ved Aristoteles’ “uforanderlige himle”.

Aristoteles stod for den fremherskende verdensanskuelse. Men det var ikke bare det paradigme inden for hvilket man måtte dyrke sin videnskab; det var en verdensanskuelse der allerede var begyndt at krakelere. Derudover havde Den protestantiske Reformation udfordret Roms autoritet, og dermed var den religiøse sikkerhed, set fra Rom, i stigende grad truet. Man befandt sig derfor i en meget spændt situation. Den omstridte/belejrede romersk-katolske Kirke, der i lighed med alle andre på den tid, havde taget Aristoteles til sig, følte at den måtte forsvare hans verdenssyn over for ethvert angreb, også selvom der (især blandt jesuitterne) var opstået visse rumlerier om at heller ikke Biblen altid understøttede Aristoteles. Men disse rumlerier var endnu ikke så stærke at de kunne forhindre den kraftige opposition der måtte rejse sig mod Galileo, både fra Kirken og fra den akademiske verdens side. Men selv dengang havde denne opposition ikke sin begrundelse i en intellektuel eller politisk modstand. Megen jalousi var inde i billedet, og endvidere – og det må man slet ikke glemme – var Galileos egen mangel på diplomatisk sans i høj grad medvirkende årsag til den eksplosive tilstand. Han irriterede fx folk på bjerget ved at udgive sine skrifter på italiensk og ikke latin for at opruste folket intellektuelt i al almindelighed. Han var faktisk meget dedikeret til det man senere har kaldt populærvidenskaben.

Nu hjalp der heller ikke at Galileo havde en temmelig giftig og kortsigtet tilbøjelighed til at rakke dem ned han var uenig med. Og dét han skrev i sin bog Dialog vedrørende de to verdenssystemer (Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo), hjalp heller ikke ligefrem på hans sag. Han havde fået officiel ordre på [efter at han første gang på eget initiativ havde givet møde for Inkvisitionen] at fremføre et argument i bogen fra sin gode ven og støtte pave Urban VII (Maffeo Berberini). Det gik på at eftersom Gud var almægtig, ville han kunne fremstille alle naturlige fænomener på mange forskellige måder, så det ville være en formastelighed af rang fra naturfilosoffernes side [altså videnskabsmændene] hvis de ville hævde at de havde fundet den eneste sande løsning. Galileo overholdt pænt påbuddet, men gjorde det på den måde at han lagde argumentet i munden på en person der var ret begrænset udstyret i den øverste etage; og så kaldte han ham oven i købet Simplicio (“Tåben”). Dette turde vist være et klassisk eksempel på at skyde sig selv i foden.

Trods det har Romerkirken selvfølgelig ingen som helst undskyldning for at lade Inkvisitionen tryne Galileo, lige så lidt som for at det skulle tage adskillige århundreder før han blev “rehabiliteret”. På den anden side må det bemærkes at Galileo – i modsætning til det meget udbredte rygte – ikke blev underkastet tortur. Og at hans efterfølgende “husarrest” for det meste blev tilbragt i hans venners private, luksuriøse omgivelser.

Der er et par væsentlige lektier man kan lære af beretningen om Galileo. Den første gælder dem der gerne vil tage den bibelske beretning alvorligt. Man kan vel i dag dårligt forestille sig nogen der vil hævde at Jorden er universets centrum, og at solen og planeterne kredser rundt om den. De accepterer således det kopernikanske system “med Solen i midten”, altså den opfattelse Galileo kæmpede for. Og de mener ikke det er i konflikt med deres syn på Biblen. Heller ikke selvom næsten alle på og før Kopernikus’ tid med Aristoteles anså Jorden for at være universets fysiske centrum, og at de brugte deres meget bogstavelige læsning af Biblen til at understøtte denne idé. Hvad har forårsaget denne ændring? Ganske enkelt: Man har nu et mere sofistikeret og nuanceret syn på Biblen.[27] Man kan fx godt se at når Biblen taler om at solen står op, tales der fænomenologisk om forholdet – dvs. man får en beskrivelse af hvordan det ser ud fra en iagttagers synsvinkel, ikke en fremstilling af hvordan det rent fysisk forholder sig med solen og planeterne. Forskere af i dag gør nøjagtig det samme: Også de taler om at solen står op, i almindelig samtale mennesker imellem; og det udlægger man ikke i retning af at de skulle være åndsformørkede tilhængere af Aristoteles’ syn på verden.

Det vigtige her er en skelnen mellem hvad der står i Biblen, og så vores fortolkning af dette. Det kunne jo være at den bibelske tekst var lidt mere sofistikeret end den giver indtryk af ved første øjekast, og at vi derfor kan være tilbøjelige til at tro den understøtter ideer som ligger den fjernt. Det mente Galileo i det mindste, og historien har givet ham ret.

Endelig kan man af denne historie også drage endnu en lære (det sker sjældent, men alligevel), nemlig at det var Galileo, den mand der troede på Biblen, der nåede frem til en bedre videnskabelig forståelse af universet. Og som vi har set, var det ikke bare på trods af nogle af Kirkens folk, men i høj grad også på trods af modstand (og bagstræberiske holdninger) fra nogle af tidens sekulære naturfilosoffer der (i lighed med Kirkens folk) var svorne disciple af Aristoteles. Nutidens filosoffer og naturvidenskabsmænd bør også være en smule ydmyge over for hvad nyt lys fakta kan bringe over en sag, selv hvis disse fakta lægges frem af troens folk. Mangel på tro på Gud hos en forsker er ikke på nogen måde en større garanti for en ægte videnskabelig indstilling end en tro på Gud måtte være. Hvad der derimod står klart, er at det altid er noget af en risikofyldt affære, på Galileos tid og i vores egen, at udfordre det herskende videnskabelige paradigme, og det gælder for enhver som forsøger sig i den retning. Vi må konkludere at “Galileo-sagen” i virkeligheden ikke på nogen måde underbygger den noget forenklede forestilling der ser konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion.

Fortsættes i Huxle-Wilberforce-debatten.

Andre blogindlæg:

Paven og Big Bang

Om menneskets evolution

Modtro