Blog Image

IDdiskussion

Om denne blog

Her skulle det være muligt at diskutere design i naturen uden forstyrrende spam-indlæg. Nu prøver vi i hvert fald. Så velkommen med bidrag.

Evolutionens Ikoner, dansk udg.

Forlaget Origo Posted on Thu, January 27, 2011 17:53:22

[Fortsat fra eftertanke.dk]

Forord til den danske udgave [af Evolutionens Ikoner]

[Forfatterens forord findes her.]

Også i Danmark har vi oplevet en diskussion om man overhovedet kan kritisere det grundlæggende i evolutionsteorien uden at blive kaldt “uvidenskabelig”.

Sådan har det været ved modtagelsen af denne bog i USA. Kritikerne har ved lanceringen måttet indrømme at Wells er “tro over for fakta”, som det hedder i én af anmeldelserne af Icons of Evolution. Og videre samme sted: “Hvis Wells har begået en faktuel fejl [i sin argumentation], er det ikke lykkedes mig at få øje på den.” – Men er der ikke noget at komme efter i det faglige, må man åbenbart gå over til det personlige og fx føre en debat (på nettet) om det nu ikke er betænkeligt at Wells tilhører dét eller dét trossamfund.

Modsat en Dawkins hvis projekt går på at al kritik af evolutionsteorien er videnskabeligt uvederhæftig, og at enhver som sætter spørgsmålstegn ved den traditionelle forklaring, enten er “uvidende, dum eller sindssyg (eller af ond vilje …)”

På trods af sådanne udfald – eller måske netop derfor – viser det sig at kritikken af darwinismen breder sig mere og mere i det videnskabelige miljø. Som dr. Paul Nelson kan fortælle, er der blandt forskere en stigende utilfredshed med den aggressive måde dissidenter af enhver art bliver behandlet på, hvor Dawkins’ korstog mod “ikke-troende” kan stå som et godt eksempel. Og hans uforsonlige budskab kan også oversættes til: Hvis man ikke tror på at programmering kan opstå af sig selv, er man dømt ude af den videnskabelige diskussion!

Så for at få de helt nødvendige facts på bordet til den saglige debat, også i en nordisk kontekst, har Forlaget Origo valgt at udgive Wells’ bog på dansk. Vi tror nemlig først og fremmest på at viden om tingene er en forudsætning for den givende samtale.

Hvor kommer vi fra? Hvad er formålet med menneskelivet? – Disse urgamle spørgsmål, som hører menneskelivet til, er måske ikke helt så enkelt besvaret som nogle neodarwinister vil gøre dem til. Dette er denne bog en dokumentation af. Derfor vil den utvivlsomt også skabe debat.

En tak til alle

der har gjort deres til at få denne oversættelse i stand – ingen nævnt, ingen glemt – og til at få gjort sproget nogenlunde tilgængeligt, også for den der ikke véd så meget om emnet på forhånd.

En bog hvis intention det er på et videnskabeligt grundlag at gå evolutionsteorien efter i sømmene, må nødvendigvis betjene sig af et vist fagsprog, især når den bruger citater fra forskellige forskeres udgivelser. Det kan få nogle passager til at virke umiddelbart skræmmende for den der ikke kender dette fagsprog.

For at afhjælpe dette problem har oversættelseskomiteen valgt undertiden at bryde meget lang passager i originalen op. Fx er flere tilfælde af Darwins knudresprog løst op på denne måde. Men bogen er også forsynet med en “ordbog” bagest. Så vort håb er at enhver som interesserer sig for emnet, på denne måde må blive i stand til at dykke ned i stoffet uden at komme ud for alvorligt iltsvigt.

Dansk Sprognævns anbefaling med hensyn til tegnsætning er brugt, se http://www.dsn.dk/, igen for at lette tilegnelsen.

Så velkommen til en verden af, måske, ny viden. Evolutionens Ikoner bør stå i enhver biologilærers bogreol – eller rettere ligge på hans skrivebord, så også danske elever kan få oplysning om hvad der reelt er af kød på evolutionsbenet.

Et oversættelsesproblem

Vi har på dansk en irriterende dobbeltbetydning af verbet “at udvikle”, så det ikke altid er muligt at se om der menes udvikle i betydningen fra foster til voksent individ eller udvikle i evolutionær betydning. Da indførelsen af verbet “at evolvere” ville være noget kunstig, og at udvikle dermed alligevel ikke ville miste sin dobbeltbetydning, må man gøre noget andet. Så i bogen er det tilstræbt at det klart fremgår om udvikle er i den ene eller den anden betydning. – Men for at undgå enhver misforståelse: Hvis udvikle ikke angives tydeligt i evolutionær betydning, står det altid for individudvikling, fra foster til barn til voksen. Udviklingsgenetik er altså ikke det samme som evolutionsgenetik!

Svar på kritik

På sitet www.skabelse.dk [vi arbejder stadig ihærdigt på at få dette site op at stå igen, foreløbig må man lade sig nøje med dette aflastningssite. Red., jan 2011] vil man kunne finde Jonathan Wells’ svar på noget af den kritik der har mødt bogen i USA. Her søger vi også løbende at svare på spørgsmål som kan opstå i den danske debat.

Vi henviser endvidere til sitets artikler Spørgsmål til din biologibog som vi meget gerne vil udvide med spørgsmålet om hvordan er evolutionens ikoner behandlet i din biologibog! Så denne bogs læsere opfordres til at indsende deres dokumentation til **info@skabelse.dk. Husk venligst nøjagtige oplysninger om bogens forfatter, titel, forlag og udgivelsesår. [**Lige nu er man velkommen til at bruge kommentaren på denne blog da de andre henvisninger ikke dur!]

God fornøjelse i den videre kamp for at blive klogere.

K. Aa. Back.

redaktør på oversættelsen

[Forfatterens forord findes her.]



Sandheden for en dag

Forlaget Origo Posted on Tue, January 25, 2011 09:10:37

[De første par afsnit er gentaget fra eftertanke.dk; nyt stof efter billedet herunder.]

Det er i år 10 år siden at Evolutionens Ikoner udkom i sin amerikanske original. Det har Discovery Institute fejret med en serie videointerviews med bogens forfattet Jonathan Wells, og som det også er fremgået at denne blogs højrekant. For år tilbage har Forlaget Origo udgivet denne væsentlige bog på dansk, og derfor bør dette 10-årsjubilæum også markeres her. Også for lige at minde om denne blogs første og vigtigste ærinde: at oplyse!

For viden er magt, og det er i hvert fald en vigtig forudsætning for ikke at lade sig snøre af forklaringer som ser videnskabelige ud, men som ikke er det. Forklaringer som klart har en hel anden dagsorden end oplysning.

Så velkommen igen til enhver der ønsker yderligere oplysning om vores oprindelse. I denne bog serveres en hel del tankeguf. Man kan på en måde sige at sandheden er kommet for en dag.

Som en service over for nye læsere bringer vi her (og i de næste par blogindlæg) nogle uddrag fra bogens to forord + indledning. Vi begynder med forfatterens eget

Forord

I mine år som studerende ved University of California i Berkeley, med biologi som hovedfag og fysik som bifag, troede jeg på stort set alt hvad jeg læste i diverse lærebøger. Jeg vidste godt at bøgerne indeholdt trykfejl og mindre fejl med hensyn til fakta, og jeg var skeptisk over for filosofiske påstande der ikke kunne bevises, men jeg troede at det meste af dét jeg læste, i bund og grund var sandt. Mens jeg færdiggjorde min ph.d.-afhandling inden for celle- og udviklingsbiologi, lagde jeg dog mærke til at alle mine lærebøger når de behandlede evolutionsbiologi, indeholdt i hvert fald én groft vildledende fremstilling: Tegninger af hvirveldyrfostre der viste ligheder som skulle være tegn på afstamning fra en fælles forfader. Men som embryolog vidste jeg at disse tegninger var falske. De fordrejede ikke blot udseende af de fostre de gav sig ud for at gengive, men de sprang også meget behændigt over at vise de tidligere stadier hvor fostrene er meget forskellige fra hinanden.

[HERfra fortsat fra eftertanke.dk smiley) ]

Min vurdering af fossiltegningerne blev bekræftet i 1997 da den britiske embryolog Michael Richardson og hans kolleger offentliggjorde en artikel i tidsskriftet Anatomy and Embryology. Her sammenlignedes lærebogstegningerne med virkelige fostre. Richardson blev senere citeret i det førende amerikanske tidsskrift Science for at sige: “Det lader til at komme til at stå som et af biologiens største fupnumre.”

Ikke desto mindre bliver de fleste mennesker stadig holdt hen i uvidenhed om sandheden, og selv biologibøger udgivet efter 1997 indeholder fortsat de falske tegninger. Siden da har jeg opdaget at mange andre lærebogsillustrationer på tilsvarende vis fordrejer argumenterne for evolution. Først havde jeg svært ved at tro på det. Hvordan kunne så mange lærebøger indeholde så mange fejlfortolkninger i så mange år? Hvorfor har man ikke opdaget dem før? Men så fandt jeg ud af at andre biologer har lagt mærke til de fleste af dem og endda har kritiseret dem på skrift. Men deres kritik er blevet ignoreret.

Der afslører sig et klart mønster, og det tyder på mere end en simpel fejltagelse. Meget tyder på at darwinismen fremmer forvrængninger af sandheden. Hvor mange af disse forvrængninger der sker ubevidst, og hvor mange der er velovervejede, står stadig tilbage at blive afsløret. Men følgerne er tydelige: De studerende og offentligheden bliver systematisk misinformeret om argumenterne for evolutionen.

Denne bog handler om disse argumenter. Som dokumentation citerer jeg hundredvis af videnskabsmænd hvoraf de fleste tror på darwinistisk evolution. Når jeg citerer dem, er det ikke fordi jeg vil have det til at lyde som om de afviser Darwins teori; de fleste af dem tror netop på den. Jeg citerer dem fordi de er eksperter inden for hver deres fagområde.

Hvor det er muligt, har jeg undgået teknisk sprog. Til dem som ønsker flere detaljer, har jeg anført udførlige noter sidst i bogen, og de refererer til den videnskabelige litteratur. Det er ikke meningen at noterne skal være udtømmende (undtagen hvor de er kilder til citater), men de skal kunne hjælpe læsere der på egen hånd ønsker at undersøge sagen nærmere.

Efter bogens egentlige stofgennemgang findes et appendiks. Det indeholder forslag til advarselsetiketter magen til dem der findes på cigaretpakker, for at skoler der kunne have lyst til at henlede deres studerendes opmærksomhed på mulige fejlfortolkninger, kan tage kopi af dem og bruge dem i deres undervisningsmateriale.

[…] [Her følger så forfatterens tak til en række personer som har været til hjælp for forfatteren i arbejdet med bogen. Den springer vi over her. Men sidste afsnit skal vi lige have med. Det handler nemlig om et andet, og i akademisk sammenhæng, underligt fænomen, nemlig chikane af anderledestænkende:]

Ud over ovennævnte personer har andre videnskabsfolk fra universiteter i USA, Canada og Storbritannien assisteret med adskillige afsnit i manuskriptet, men de foretrækker at være anonyme. Mange af dem har valgt anonymiteten fordi deres videre karriereforløb kan blive sat på spil fordi folk som er stærkt uenige i denne bogs konklusioner, kan stille sig i vejen herfor. For disse forskeres vedkommende må en offentlig anerkendelse komme på det senere tidspunkt.

Seattle, Washinton, juli 2000.



En troldsplint i øjet

ID generelt Posted on Thu, January 20, 2011 10:58:03

Læs indledningen på eftertanke.dk Tror du på fup?

[2.del af anmeldelsen]

Ateistisk propaganda

At ID-forskerne konsekvent får påklistret betegnelsen “religiøs” lugter langt væk af propaganda. Men det er måske dét Gyldendal opfatter som VIDEN?

På siderne 22-23 stilles spørgsmålet “Er øjet opstået af sig selv?”, og her omtales de to kendte ID-forskere Behe og Dembski som “den religiøse biokemiker Michael Behe” og “den religiøse matematiker William Dembski”. Og for at det nu skal være bøjet i neon for de tungnemme, gentages betegnelsen om Behe i illustrationsteksten.

Og svaret på spørgsmålet om øjet? Tja, det er ateisten Jesper Vind åbenbart ikke så interesseret i at eleven får et korrekt indblik i problemet med. Han har måske/måske ikke læst Behes første bog Darwin’s Black Box. Idet jeg går ud fra at han er nogenlunde velbegavet, vælger jeg at tro at ateisten Jesper Vind blot har bladret i bogen og netop ikke læst det pågældende afsnit, for han har tydeligvis misset pointen!

Hør først ateisten Jesper Vinds fremstilling af problemet:

<citat>

Der findes religiøse videnskabsfolk som forsøger at modbevise at komplicerede organer som fx øjet kan være opstået gradvist under evolutionen. Deres argument er at øjets linse kun virker hvis også øjets nerver er der, og hvis det hele er sat rigtigt sammen. De tror at et intelligent væsen må have været involveret.

<citat slut>

Og hør så hvad den religiøse forfatter af denne blog kan fortælle om hvad Behes pointe er:

Behe som på et tidspunkt har været fuldtonende darwinist, er af sin forskning i cellens mindste bestanddele blevet tvunget til at genoverveje en bestemt del af Darwins teori. Behe mener nemlig at evolutionslæren hviler på “to ben”: 1) den fælles afstamning og 2) at tilfældige variationer kan opbygge høj kompleksitet. Den fælles afstamning er Behe enig med Darwin om. Til gengæld siger han at det med de tilfældige variationer er en ikke-forklaring. (Denne kendsgerning fremgår faktisk af ateisten Vinds skema på side 18, men det skal eleven nu selv kunne slutte sig til, uden yderligere forklaring.)

I øvrigt har Behe forstærket sit argument om ID i uhyggelig grad i sin seneste bog hvor han skriver om Evolutionens begrænsninger. The Edge of Evolution hedder den. Med den sigende undertitel “En afsøgning af darwinismes grænser.” Denne bog er en grundig gennemgang af de punkter hvor “Darwin står svagt” i sin videnskabelige argumentation. Det har altså ikke det fjerneste med tro at gøre, dét Behe beskæftiger sig med i sin forskning. Tværtimod. Behe véd i dag for meget om livets mindste bestanddele til at han længere kan tro at den naturlige variation (det Vind kalder “ændringerne i arvematerialet”) kan skabe noget som ikke engang kan blive til ved hjælp af den kunstige variation, dvs. avlsarbejdet. Man kan avle så meget man vil på en hund; den er og bliver en hund. Spørg bare hunden selv. Den kan til enhver tid genkende sine egne artsfæller.

Hvorfor må de sagesløse elever ikke få det at vide? Nå nej, man kunne jo risikere at eleven begynder at tænke selv. Så ville han jo bare opdage at agnostikeren Darwins forklaring på øjets oprindelse snubler allerede i starten.

For det passer jo ikke når der står i ateisten Jesper Vinds bog at Darwin giver “en forklaring på hvordan komplekse organer, som fx øjet, opstår lidt efter lidt under evolutionsprocessen.”

Nu skal man jo ikke bare tro på denne påstand fordi jeg kommer med den, så lad os lige tage en VIDEN-analyse af det bogen bruger som “Darwins forklaring” (citat fra s.23):

<citat>

Da Charles Darwin udarbejdede sin teori om evolutionen i 1800-tallet, vidste han at den var nødt til at kunne forklare hvordan organerne gradvist havde udviklet sig. Ellers ville hans teori være forkert.

I bogen “Om arternes oprindelse” giver Darwin derfor en forklaring på hvordan komplekse organer, som fx øjet, opstår lidt efter lidt under evolutionsprocessen: Et dyr uden øjne føder ikke pludseligt unger med øjne. Ændringerne i arvematerialet sker gradvist og over lang tid – den slags ændringer kaldes mutationer. Gennem tilfældige mutationer får et levende væsen nogle lidt andre evner end arten tidligere havde. Disse nye evner kan for eksempel være at et område på overfladen af et meget simpelt dyr bliver lysfølsomt. Det kan være en fordel for dyret at det kan registrere lys, for det kan gøre det lettere at overleve.

Dyrets unger arver de nye egenskaber, og med endnu flere små ændringer over mange millioner år bliver de lysfølsomme områder måske til øjne. Naturvidenskaben har på denne måde forklaret hvordan øjet sandsynligvis er opstået.

<citat slut>

Lad os lige sammenstille denne forklaring med en der går på mobiltelefoner. – Jamen hov, mobiltelefoner er jo lavet af forskellige komponenter der er sat sammen i en bestemt orden og som styres af en bestemt programmering. Netop! Kort sagt: mobilen er designet!

OG nanoteknologien afslører i dag at det forholder sig på nøjagtigt samme måde med øjet. Det er også designet, blot 1 mio. gange mere avanceret, på nano-niveau (med komponenter i størrelsesordenen 1 milliardtedel meter). Og så er der også lige den finesse ved øjet at det bliver fremstillet automatisk vha. den programmering der ligger i stamcellerne. Det er højteknologi så det basker.

Forklaring pillet fra hinanden

Men lad os her på Origos Departement for den Højere Oplysning lige hjælpe den tænksomme elev lidt på vej med et par irriterende spørgsmål:

1) Hvordan kan Darwin tale om mutationer når de ikke var “opfundet” på hans tid?

2) Hvad er mutationer egentligt for noget?

3) Hvad betyder “lidt andre evner end arten havde tidligere”?

4) Hvis man smider en mobiltelefon i gulvet, vil der sikker forekomme mutationer i mobilen, men hvad kan de forklare?

5) Er der noget der hedder et simpelt dyr? Hvad forstås ved “et simpelt dyr”?

6) Hvilken forklaring ligger der egentlig i forestillingen om at “de lysfølsomme områder måske bliver til øjne”?

7) Hvad har naturvidenskaben dermed forklaret?

8) Hvad betyder darwin-citatet fra den grå box øverst t.h. på side 23 for den serverede forklaringen på øjets opståen?

Uddybning af spørgsmålene:

Mutationer

Ad 1) Nu bruger Darwin faktisk ordet “mutations” i sin Origin of the Species; men det har slet ikke den moderne betydning af ordet hos Darwin. Darwin havde faktisk slet ikke forstand på arvelighedslære, jf. punkt 3 herunder.

Ad 2) Det tyder på at ateisten Jesper Vind farer med en halv vind når han tillægger mutationer skabende evner. Det lyder som om han forestiller sig en slags besjæling af det der foregår i cellerne, en slags “programmør” der går ind og ændrer “det primitive dyrs” DNA-kode til “lidt andre evner”. Men hvor den religiøse Jesper Vind tror på mutationers mirakel-egenskaber (han må jo nu siges at være panteist, siden han lader naturen besjæle), véd naturvidenskabsmanden naturligvis godt at mutationer blot er fejl i koden. Disse fejl kan indtræde på mange forskellige måder ved at der opstår kludder i koden. Men at betegne den form for kludder for en skabelsesproces (“noget helt nyt er blevet til”) er noget af en tilsnigelse – for at sige det mildt! – Mutationer er fejl i koden. Nix weiter!

Lidt andre evner

Ad 3) “Lidt andre evner end arten havde tidligere”, er også en forestilling man kan stille relevante spørgsmål til. Alle arter varierer, søskende er forskellige, hvalpe er forskellige, killinger er forskellige. Men gør disse variationer søskende, hvalpe eller killinger til andet end hhv. mennesker, hunde eller katte? Ja, det påstår agnostikeren Darwin (og dermed ateisten Jesper Vind). Men har de ført bevis for påstanden? Hvor har vi da set én art via avlsarbejdet har forvandlet sig til en grundlæggende anden art. (Darwin skriver meget om dueavl i sin berømte bog.) Arter kan splittes op, ja. En ur-kat er måske splittet op i amerikanske pumaer, europæisk-afrikanske løver og asiatiske tigre. Men det skyldes alt sammen tab af information i den såkaldte gen-pulje (dvs. den samlede variationsmængde der ligger inden for en grundarts oprindelige DNA-materiale).

Og når man nu mener at Darwin havde de geniale forklaringer på øjets opståen “lidt efter lidt”, hvorfor siger man så ikke samtidigt at Darwins forestillinger om arv (som han kaldte sit “elskede barn Pangenesis”) var helt i skoven. At det var munken Mendel der havde tjek på hvordan arven videreføres til næste generation? Du som er skoleelev, kan jo spørge dig selv (eller din biologilærer) om hvem der har den bedste forklaring på hvorfor du har blå, grå eller brune øjne: Darwin eller Mendel?

Ad 4) Den meget morsomme tegneseriebog GENETIK i billeder og bobler (som desværre er udsolgt fra forlaget i sin danske udgave) har en illustration af hvad der vil ske med din computer hvis du udsætter den for mutationer.

Nu kan man jo selvfølgelig gå mindre dramatisk til værks. I stedet for at knalde en hammer ned i din gamle mobil kunne du jo lade den udsætte for UV-stråling. Lad den ligge et par uger ude i solen. Eller for kemisk påvirkning: Smid den i et glas eddike, og lad den stå et døgns tid. Eller find på noget tredje som udsætter den for “tilfældige fejl i koden”.

Ville denne grove behandling monstro resultere i at min gamle Nokia pludselig en dag vil kunne tage billeder? Meget grove, selvfølgelig, med få pixel og kun i sort/hvid. Det skal jo foregå lidt efter lidt. – Nu hvor ateisten Jesper Vind er så optaget af amerikanske retssager, lad mig sige: “I rest my case!” Og DU kan så passende være dommer i sagen! Synes du en sådan forklaring er rimelig?

Simple forestillinger

Ad 5) Nu er det ikke første gang i verdenshistorien at myter får lov at herske over konkret viden, og følgelig at “simple” forestillinger udmønter sig i forsimplede forklaringer. Darwin havde nogle ret primitive forestillinger om cellen som han anså for at være en art geléklump (“goo”). Og hvordan kunne han andet! Man vidste ikke så meget om naturens inderste dele (på mikro- eller nanoniveau) på hans tid. Men i dag hvor vi véd at cellen er et fantastisk stykke design der bedst kan sammenlignes med en by i kompleksitet, er det så rimeligt at tale om primitive dyr som Darwin gjorde? Eller “simple dyr” som ateisten Jesper Vind hellere vil kalde dem? Hvis de celler der bygger dyret op, på ingen måde er “simple”, hvordan kan dyret så være simpelt? Og selvom en bakterie har en noget mere simpel programmering end den der skal til i et befrugtet menneskeæg for at bygge et øje op, så er denne “simple programmering” alligevel mange gange mere avanceret end den der findes i din smart phone.

Det springende punkt: Fornuftige forklaringer

Ad 6) Hvor tit mon ordene “… bliver måske til …” bliver brugt på at forklare noget man faktisk ikke kan forklare? Hvordan er det her? Får vi en forklaring på hvordan øjet er opstået? Hvad går den forklaring så ud på, når det kommer til stykket? Er disse forestillinger resultater af konkret forskning? Noget man gentage så man kan vise at de holder vand? Hvis det er tilfældet, hvorfor hører vi så ikke om det, i stedet for disse vage forestillinger om “hvordan det måske er foregået”?

Her er lidt FACTS om den forskning som katolikken Behe står for (og så kan man jo lige spekulere på hvad relevans det kan have at manden er katolik; bliver hans forskning automatisk ringere af at han er kristen, hindu, muslim eller noget helt fjerde?):

I sin bog Dawin’s Black Box skriver Behe at det springende punkt i øjets tilblivelse (og dermed også i ateistens Jesper Vinds forklaring) ligger i den allerførste påstand “overfladen af et meget simpelt dyr bliver lysfølsomt”. For celler i overfladen af et nok så simpelt dyr omprogrammeres ikke “bare sådan” til at være lysfølsomme. Hvad hele processen indebærer, kan man læse om i min bog Humlebien kan ikke flyve …Så hvorfor ikke lade den stå på skolebiblioteket ved siden af ateisten Jesper Vinds bog? Så er der muligheder for at sammenligne forklaringer og vælge den mest fornuftige.

Forklaret hvad?

Ad 7) “… på denne måde …” skriver ateisten Jesper Vind. Hvilken måde? Hvad er helt konkret blevet forklaret i det der er fortalt? Er der en forklaring på hvordan de lysfølsomme celler pludselig er opstået? Er der en beskrivelse af de problemer der må være i processen med omprogrammeringen? Får vi noget at vide om hvilke ting i DNA-strukturen der skal ændres for at opnå den ønskede effekt i de celler der pludselig kan “se”? – Er det ikke snarere misbrug af begrebet “naturvidenskaben” som ateisten Jesper Vind bruger det? Hvad er hans egentlige dagsorden? Oplysning og selvstændig tænkning hos læseren?!

Ad 8) Hvis den forklaring ateisten Jesper Vind kommer med på øjets skabelse er den bedste der findes, hvad siger det os så om det darwincitat han selv anfører? Det om hvad der skal til for at få evolutionsteorien til at falde sammen som et korthus? For dem der ikke lige har bogen ved hånden, anfører vi darwincitatet her (men i min oversættelse som jeg er ubeskeden nok til at mene er en anelse bedre):

<citat>

Hvis det kunne påvises at der eksisterer noget komplekst organ der ikke kan være dannet ved talrige, på hinanden følgende mindre modifikationer, ville min teori bryde fuldstændig sammen.

[Eller på originalsproget Origin, 6. udgave, p. 146: If it could be demonstrated that any complex organ existed, which could not possibly have been formed by numerous, successive, slight modifications, my theory would absolutely break down.]

<citat slut>

Hvordan synes du evolutionsteorien står efter dette? Øjet er ikke det eneste eksempel. Hvorfor tror du ellers flere og flere forskere føler sig overbevist om at Darwins forklaringer ikke længere er tilstrækkelige? Tror du virkelig på at de alle har en skjult, religiøs dagsorden? Kunne det slet ikke tænkes at de blot har skriftet mening efterhånden som deres viden om sagens rette sammenhæng, er vokset?

Og endelig, kunne det tænkes at ateisten Jesper Vind har fået en troldsplint i øjet når han tror han taler om videnskab?

Alternative forklaringer

Og husk så lige at hvis du ikke køber ateisten Jesper Vinds udlægning, behøver du ikke stå med et færdigt alternativ. At man påpeger fejl og mangler i én teori, er ikke ensbetydende med at man selv skal komme med en ny. Heller ikke i en projektopgave. Det må være nok at påpege de åbenlyse problemer der er i den sædvanlige forklaring. Stil spørgsmål, stil spørgsmål. Det er ikke dig der skal svare.

Du behøver heller ikke i detaljer gøre rede for hvad du selv tror på. Det er sagen uvedkommende. Skulle det ikke være nok at sige at man anser det for ufornuftigt at tro på at omprogrammering i celler (eller i noget som helst andet) kan ske helt af sig selv? Hvorfor er det så forfærdeligt at måtte konstatere at det findes et design i de levende væsner? Hvorfor må der ikke være formål i naturen?

Hvorfor må man ikke sætte spørgsmålstegn ved “Darwins forklaringer”? Er han da en profet? Profeter diskuterer man nok som bekendt ikke med, de har jo sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden.

Er faget biologi det eneste sted hvor man i folkeskolen ikke må stille kritiske spørgsmål?

smiley .b

[2.del af anmeldelsen]



Huxley og Wilberforce

Tro & viden Posted on Sat, January 15, 2011 22:41:02

Fortsat fra eftertanke.dk. Læs indledningen til denne artikel her.

Debatten mellem Huxley og Wilberforce i Oxford 1860

[Fortsat fra Løgn over løgn der slutter med følgende sætning: Vi må konkludere at “Galileo-sagen” i virkeligheden ikke på nogen måde underbygger den noget forenklede forestilling der ser konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion.]

Det gør den anden begivenhed heller ikke. Og her drejer det sig om den debat der fandt sted den 30. juni 1860 i the British Association for the Advancement of Science på Oxfords Naturhistoriske Museum, en debat man også tit refererer til. Den stod mellem T. H. Huxley (“Darwins bulldog”) og biskop Samuel Wilberforce (“Soapy Sam”). Debatten blev arrangeret som en opfølgning på en forelæsning af John Draper om Darwins evolutionsteori syv måneder før. At de to herrer krydsede klinger, skildres ofte som et simpelt sammenstød mellem naturvidenskaben og religionen, og hvor den kompetente forsker på overbevisende måde fik sat den uvidende præstemand til vægs. Nu er der bare det ved det at videnskabshistorikerne har vist at denne fremstilling heller ikke passer med de faktiske forhold.[29]

For det første var Wilberforce ikke en uvidende mand. En måned efter det omtalte møde, udgav han en 50-siders anmeldelse af Darwins værk (i the Quarterly Review), en anmeldelse som Darwin selv mente var “usædvanlig velskrevet; den sætter lige fingeren på de mest ømme punkter: dér hvor argumentationen bygger på formodninger; og den afslører alle de svage sider. Den stiller mig de mest fremragende spørgsmål”.

For det andet kan man ikke påstå at Wilberforce på nogen måde var bagstræberisk. Han gik meget op i at debatten ikke skulle gå på videnskab kontra religion, men at det skulle være en helt igennem videnskabelig debat – videnskabsmand over for videnskabsmand med videnskabelige argumenter – en intention der tydeligt fremgår af hans resumé af anmeldelsen: “Vi har alene brugt videnskabelige argumenter over for de synspunkter vi opponerer imod. Og det har vi gjort ud fra den faste overbevisning at det er sådan argumentationen skal afsløres som sand eller falsk. Vi støtter på ingen måde dem der opponerer over for facts (eller hvad man må anse for at være facts om naturen, eller over for følgeslutninger der drages herudfra) blot fordi de tror at de modsiger hvad de tror Biblen lærer. Vi mener at alle den slags indvendinger smager af en form for ængstelighed der slet ikke passer sig for en fast og velbaseret kristentro.” Styrken i denne tilkendegivelse kommer nok som noget af en overraskelse for dem der har slugt myten om dette sammenstød råt. Og man kan vist ud af dette tillade sig at anse Wilberforce som en åndsbeslægtet med Galileo.

Det er altså heller ikke rigtigt at de eneste indvendinger der var over for Darwins teori, kom fra kirken. Sir Richard Owen, den tids førende anatom (hvem Wilberforce forresten havde rådført sig med), var også modstander af Darwins teori; og det var den berømte forsker Lord Kevin også.

Hvad samtidens beretninger om debatten angår, gør John Brooke [31] opmærksom på at begivenheden til at begynde med forløb helt eller næsten ubemærket:

»Det er bemærkelsesværdigt at det berømte sammenstød mellem Huxley og biskoppen ikke blev omtalt i en eneste londonavis dengang. Der er rent faktisk ikke ét officielt referat fra mødet; det der fortælles, kommer mest fra Huxleys venner. Huxley selv skrev at der var “udbredt latter blandt folk” over hans eget vid, og “jeg tror jeg var den mest populære mand i Oxford i hele fire og tyve timer efterpå.”«

Nu er der bare det ved det at alt tyder på at debatten ikke faldt så tydeligt ud til den enes fordel. En avis skrev senere om at en tidligere darwintroende havde mistet denne tro igen efter at have overværet debatten. Botanikeren Joseph Hooker skulle have brummet at Huxley “slet ikke kunne fange publikum ved den måde han fremførte sit ærinde”, så det måtte han selv gøre noget ved. Wilberforce skrev tre dage senere til arkæologen Charles Taylor: “Jeg fik vist givet han en ordentlig omgang!” The Athenaeums referat efterlader det indtryk at det blev uafgjort. Her hedder det: Begge de herrer Huxley og Wilberforce “havde fundet fjender der var deres kårdestød værdige”.

Historikeren Frank James fra the Royal Institution i London kommer med den formodning at det altovervejende indtryk af at det var Huxley der kom sejrrigt ud af sammenstødet, kan skyldes det faktum at Wilberforce ikke var vellidt i Oxford; noget man springer let og elegant over i de fleste beretninger fra dengang: “Havde Wilberforce ikke været så upopulær i Oxford, ville han sikkert have været dagens mand i skysovs, og ikke Huxley.«

Skygger fra Galileo!

Vi ser således at de to vigtigste krykker konflikttesen vralter rundt på, er temmelig ormædte. Forskningen har i den grad undermineret denne tese at videnskabshistorikeren Colin Russell når frem til følgende konklusion:

»Den meget udbredte opfattelse at … forholdet mellem religion og videnskab rent faktisk i løbet af de seneste århundreder skulle være kendetegnet af en dyb og vedholdende konflikt … er ikke bare historisk ukorrekt – den er faktisk en så grotesk karikatur af virkeligheden at der er brug for en forklaring, nemlig en forklaring på hvordan denne beretning har fået blot skyggen af troværdighed.«

Det står derfor klart at magtfulde kræfter har været på spil, ellers virker det uforståeligt hvordan konflikmyten er blevet så fastgroet i almenheden. Og det må godt nok også siges at være tilfældet! Som i Galileo-sagen har den reelle dagsorden ikke bare været et spørgsmål om vundne intellektuelle point på en videnskabelig teori. Også denne gang har magtinstitutioner spillet en nøglerolle. Huxley har haft sit eget korstog som er gået ud på at sikre en voksende klasse af nye professionelle forskere mod en privilegeret klasse af gejstlige, uanset hvor intellektuelt begavede de end måtte have været. Han ville sikre sig at det var naturvidenskabsmændene der fik sat sig på magten. Så myten om en overvundet biskop, slået af banen af en professionel videnskabsmand, passer denne kampagne som hånd i handske, og det blev udnyttet på fuld tryk.

Men her er tydeligvis mere på spil. Et vigtigt element i Huxleys kampagne er fremhævet af Michael Poole.[34] Han skriver:

»I denne kamp bliver begrebet Naturen pludselig skrevet med stort N og dermed personificeret. Huxley udstyrede “Moder Natur” som han kaldte hende, med egenskaber der hidtil havde været forbeholdt Gud. En taktik andre siden har kopieret med stor iver. Den logiske mærkværdighed ved at tilskrive naturen (dvs. enhver fysisk ting der findes) evne til planlægning og til at skabe enhver fysisk ting der findes, var der ingen der bed mærke i. “Moder Natur” havde opslået sin residens som var hun en oldgammel frugtbarhedsgudinde, og hendes moderlige arme omfavnede nu hele den victorianske videnskabelige naturalisme.«

På denne måde blev en konfliktmyte blæst kunstigt op (og det bliver den stadig den dag i dag); og den bliver på det skammeligste brugt som våben i et andet slag. Og dette andet slag er det virkelige slag, det der står mellem naturalismen og teismen (gudstroen).

Tidligere indlæg på ID-bloggen:

Løgn over løgn

Paven og Big Bang

Om menneskets evolution

Modtro



Galileo og Den romersk-katolske Kirke

Tro & viden Posted on Thu, January 13, 2011 09:11:02

Populære konflikmyter 1:

Sagen kort

Nogle har meget travlt med at tegne et konfliktbillede af forholdet mellem videnskab og tro. Det understøttes af især to begivenheder i videnskabshistorien 1) Galileo Galileis konflikt med Kirken, og 2) debatten mellem Huxley og Wilberforce over Darwins Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse af de to hændelser afslører imidlertid at konflikten ikke ligger mellem viden og tro, men på et noget andet plan. I Galileis tilfælde blev konflikten lige så meget udspillet med kolleger der var jaloux på ham fordi han var en meget anerkendt forsker og opfinder (og havde paven som personlig ven). Og så blev konflikten ikke mindre af at Galilei optrådte som en hund i et spil kegler: Han stødte alle fra sig med sin mildt sagt udiplomatiske facon. Så der er ingen grund til at se konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion. Heller ikke i den til hudløshed gentagne myte om Galileis forhold til Romerkirken.

Vi bringer en prøveoversættelse af John Lennox’s bog God’s:

Galileo og Den romersk-katolske Kirke

Af John C. Lennox

En prøveoversættelse fra bogen God’s Undertaker af K. Aa. Back

Det er nødvendigt med en utvetydig skelnen mellem den indflydelse som skabelsesdoktrinen har haft på naturvidenskabens opståen, og så den påvirkning der har været fra andre aspekter af det religiøse liv (og, lad os understrege det, dér hvor religion har spillet en politisk rolle).

Og en af hovedårsagerne hertil er at man så bedre kan holde rede på et par beretninger fra videnskabshistorien (om to paradigmeskift) der oftest bruges til at opretholde det meget udbredte indtryk i offentligheden af at naturvidenskaben til stadighed har ligget i krig med religionen. Begrebet kaldes på engelsk the conflict thesis og kan oversættes med “konflikttesen”. < Se svensk Wikipedia >

Disse beretninger gælder to af historiens mest berømte konfrontationer: Den første [som nævnt i deloverskriften] mellem Galileo og Den romersk-katolske Kirke, og den anden er debatten mellem Huxley og Wilberforce om Charles Darwins berømte bog Arternes Oprindelse. En nærmere undersøgelse afslører imidlertid at disse to begivenheder slet ikke støtter konflikttesen som påstået. Det er nok en konklusion der kommer som en overraskelse for mange; men ikke desto mindre er det en konklusion der har historien på sin side.

Først og fremmest bør man lægge mærke til det indlysende faktum at Galileo er med på vores liste over naturforskere der har troet på Gud. Han var hverken agnostiker eller ateist og derfor ikke i strid med den tids gudstroende (teister). Dava Sobel har i sin udmærkede biografi Galileo’s Daugther[25] aflivet myten om at Galileo skulle være “en forræder der gjorde nar af Biblen”. Det forholder sig faktisk sådan at Galileo troede fuldt og fast på Gud og på Biblen; og det blev han ved med hele sit liv. Han holdt på at “naturlovene er skrevet i matematikkens sprog af Guds hånd” og at “den menneskelige bevidsthed er et Guds værk, et værk af uovertruffen storhed”.

Desuden fandt Galileo støtte – i det mindste til at begynde med – blandt en stor del af Kirkens intellektuelle. Astronomerne fra Collegio Romano (en magtfuld undervisningsinstitution som jesuitterne stod for) sluttede fra første færd op om Galileos astronomiske arbejde og hyldede ham for det. På den anden side gik de sekulære naturfilosoffer [den tids videnskabsmænd] kraftigt imod ham da han havde vagt deres vrede ved at kritisere Aristoteles.

Så det måtte før eller siden føre til en konflikt. Men – lad det være understreget – ikke med kirken, ikke til at begynde med i hvert fald. Sådan var det at Galileo selv oplevede det, for i sit berømte brev til storfyrstinde Christina (Lettera a Cristina di Lorena, Granduchessa di Toscana) fra 1615 fremfører han at det var universitetets professorer der var så oprørte over ham at de søgte at få de kirkelige autoriteter til at tage affære over for ham. Og det var temmelig klart hvad de havde i klemme: Galileos videnskabelige argumenter udgjorde en trussel mod den akademiske verdens fuldstændige overgivelse til den filosofi der byggede på Aristoteles.

Helt i den moderne videnskabs ånd ønskede Galileo at forlade sig på teorier om universet der var baseret på beviser, ikke på en argumentation der baserede sig på en henvisning til a priori-postulater i almindelighed og den autoritet der lå i Aristoteles’ autoritet, i særdeleshed. Derfor kikkede han ud på universet gennem sin kikkert. Og det han så, lagde nogle af Aristoteles’ større astronomiske gisninger i ruiner: Galileo observerede solpletter, og det blev noget af et slag i ansigtet på Aristoteles’ “perfekte sol”. I 1604 iagttog han en supernova som satte spørgsmålstegn ved Aristoteles’ “uforanderlige himle”.

Aristoteles stod for den fremherskende verdensanskuelse. Men det var ikke bare det paradigme inden for hvilket man måtte dyrke sin videnskab; det var en verdensanskuelse der allerede var begyndt at krakelere. Derudover havde Den protestantiske Reformation udfordret Roms autoritet, og dermed var den religiøse sikkerhed, set fra Rom, i stigende grad truet. Man befandt sig derfor i en meget spændt situation. Den omstridte/belejrede romersk-katolske Kirke, der i lighed med alle andre på den tid, havde taget Aristoteles til sig, følte at den måtte forsvare hans verdenssyn over for ethvert angreb, også selvom der (især blandt jesuitterne) var opstået visse rumlerier om at heller ikke Biblen altid understøttede Aristoteles. Men disse rumlerier var endnu ikke så stærke at de kunne forhindre den kraftige opposition der måtte rejse sig mod Galileo, både fra Kirken og fra den akademiske verdens side. Men selv dengang havde denne opposition ikke sin begrundelse i en intellektuel eller politisk modstand. Megen jalousi var inde i billedet, og endvidere – og det må man slet ikke glemme – var Galileos egen mangel på diplomatisk sans i høj grad medvirkende årsag til den eksplosive tilstand. Han irriterede fx folk på bjerget ved at udgive sine skrifter på italiensk og ikke latin for at opruste folket intellektuelt i al almindelighed. Han var faktisk meget dedikeret til det man senere har kaldt populærvidenskaben.

Nu hjalp der heller ikke at Galileo havde en temmelig giftig og kortsigtet tilbøjelighed til at rakke dem ned han var uenig med. Og dét han skrev i sin bog Dialog vedrørende de to verdenssystemer (Dialogo sopra i due massimi sistemi del mondo), hjalp heller ikke ligefrem på hans sag. Han havde fået officiel ordre på [efter at han første gang på eget initiativ havde givet møde for Inkvisitionen] at fremføre et argument i bogen fra sin gode ven og støtte pave Urban VII (Maffeo Berberini). Det gik på at eftersom Gud var almægtig, ville han kunne fremstille alle naturlige fænomener på mange forskellige måder, så det ville være en formastelighed af rang fra naturfilosoffernes side [altså videnskabsmændene] hvis de ville hævde at de havde fundet den eneste sande løsning. Galileo overholdt pænt påbuddet, men gjorde det på den måde at han lagde argumentet i munden på en person der var ret begrænset udstyret i den øverste etage; og så kaldte han ham oven i købet Simplicio (“Tåben”). Dette turde vist være et klassisk eksempel på at skyde sig selv i foden.

Trods det har Romerkirken selvfølgelig ingen som helst undskyldning for at lade Inkvisitionen tryne Galileo, lige så lidt som for at det skulle tage adskillige århundreder før han blev “rehabiliteret”. På den anden side må det bemærkes at Galileo – i modsætning til det meget udbredte rygte – ikke blev underkastet tortur. Og at hans efterfølgende “husarrest” for det meste blev tilbragt i hans venners private, luksuriøse omgivelser.

Der er et par væsentlige lektier man kan lære af beretningen om Galileo. Den første gælder dem der gerne vil tage den bibelske beretning alvorligt. Man kan vel i dag dårligt forestille sig nogen der vil hævde at Jorden er universets centrum, og at solen og planeterne kredser rundt om den. De accepterer således det kopernikanske system “med Solen i midten”, altså den opfattelse Galileo kæmpede for. Og de mener ikke det er i konflikt med deres syn på Biblen. Heller ikke selvom næsten alle på og før Kopernikus’ tid med Aristoteles anså Jorden for at være universets fysiske centrum, og at de brugte deres meget bogstavelige læsning af Biblen til at understøtte denne idé. Hvad har forårsaget denne ændring? Ganske enkelt: Man har nu et mere sofistikeret og nuanceret syn på Biblen.[27] Man kan fx godt se at når Biblen taler om at solen står op, tales der fænomenologisk om forholdet – dvs. man får en beskrivelse af hvordan det ser ud fra en iagttagers synsvinkel, ikke en fremstilling af hvordan det rent fysisk forholder sig med solen og planeterne. Forskere af i dag gør nøjagtig det samme: Også de taler om at solen står op, i almindelig samtale mennesker imellem; og det udlægger man ikke i retning af at de skulle være åndsformørkede tilhængere af Aristoteles’ syn på verden.

Det vigtige her er en skelnen mellem hvad der står i Biblen, og så vores fortolkning af dette. Det kunne jo være at den bibelske tekst var lidt mere sofistikeret end den giver indtryk af ved første øjekast, og at vi derfor kan være tilbøjelige til at tro den understøtter ideer som ligger den fjernt. Det mente Galileo i det mindste, og historien har givet ham ret.

Endelig kan man af denne historie også drage endnu en lære (det sker sjældent, men alligevel), nemlig at det var Galileo, den mand der troede på Biblen, der nåede frem til en bedre videnskabelig forståelse af universet. Og som vi har set, var det ikke bare på trods af nogle af Kirkens folk, men i høj grad også på trods af modstand (og bagstræberiske holdninger) fra nogle af tidens sekulære naturfilosoffer der (i lighed med Kirkens folk) var svorne disciple af Aristoteles. Nutidens filosoffer og naturvidenskabsmænd bør også være en smule ydmyge over for hvad nyt lys fakta kan bringe over en sag, selv hvis disse fakta lægges frem af troens folk. Mangel på tro på Gud hos en forsker er ikke på nogen måde en større garanti for en ægte videnskabelig indstilling end en tro på Gud måtte være. Hvad der derimod står klart, er at det altid er noget af en risikofyldt affære, på Galileos tid og i vores egen, at udfordre det herskende videnskabelige paradigme, og det gælder for enhver som forsøger sig i den retning. Vi må konkludere at “Galileo-sagen” i virkeligheden ikke på nogen måde underbygger den noget forenklede forestilling der ser konflikter overalt mellem naturvidenskab og religion.

Fortsættes i Huxle-Wilberforce-debatten.

Andre blogindlæg:

Paven og Big Bang

Om menneskets evolution

Modtro



Paven og Big Bang

ID generelt Posted on Mon, January 10, 2011 12:11:20

Det er de sjoveste ting folk får ud af pavens udtalelser om troens forhold til videnskaben i almindelighed og universets skabelse i særdeleshed (hvor den herskende teori omfattes af begrebet Big Bang). Læs fx Ritzau/Reuters beretning her.

Nu er den nuværende pave jo en tænksom mand; belæst oven i købet. Så når han siger noget, holder tale eller foredrag, kan man være sikker på at det er gennemtænkt – selvom han nok undertiden kan blive lidt forbavset over reaktionerne. At nogle nøgterne henvisninger til nogle historiske facts kan give ballade i visse dele af verden. Og i dette tilfælde, at hans udtalelser om at tro og viden på smukkeste vis lader sig forene, skulle være det samme som en pavelig indrømmelse af at videnskaben har det sidste ord. Det er jo netop dét han ikke siger.

Grundtvig skriver i den salme der har fået nr. 392 i DDS: Himlene, Herre, fortælle din ære, Mesteren prises af hvælvingen blå, solen og månen og stjernernes hære vise os hvad dine hænder formå.

Med disse 1800-talsord fra den store salmemester hører vi om at forskning i universet leder os frem til tanker om Gud. Det er utvivlsomt det samme paven siger i dag. Som nævnt er paven en tænksom mand, så han véd sikkert at ID-tanken netop i disse tider finder sin styrke i de opdagelser der gøres mht. universets oprindelse.

Derfor er det nok også en noget underlig udlægning af teksten der får visse bladsmørere til at konkludere at fordi paven “har sagt ja til Big Bang”, har han dermed taget afstand fra ID: »Dermed har han også forkastet de såkaldte “intelligent design”- teorier som jo er et forsøg på at få religionen til se videnskabelig ud,« som det hedder sig i Astronomibladet. [Her kan det vist anbefales “astronomibladet” at læse Origo, blot til almindelig videnskabelig opdatering.]

Ja, nogle griber endda chancen for endnu engang at genoplive det gamle Galilei-genfærd. Blot antydningsvis, men ikke mindre effektfuldt; alle “véd” jo hvad det drejer sig om: »Videnskaben og kristendommen har ikke altid gået hånd i hånd, tværtimod har der været store uenigheder der i fortiden ofte kunne have dødelige konsekvenser,« som det påstås på newz.dk. [Om videnskabens afhængighed af Kirken, se her.]

For Kirken skal med vold og magt presses ned i den lidt bagstræberiske rolle i forhold til den nye tids ypperste religion, naturvidenskaben.

[Vi arbejder p.t. på en prøveoversættelse af som John Lennox skriver i sin bog God’s Undertaker »et par beretninger fra videnskabshistorien (om to paradigmeskift) der oftest bruges til at opretholde det meget udbredte indtryk i offentligheden om at naturvidenskaben til stadighed har ligget i krig med religionen.« Nemlig historierne om Galilei og Den romerske-katolske Kirke og debatten mellem Huxley og Wilberforce om Charles Darwins berømte bog Arternes Oprindelse. Det vender vi forhåbentligt tilbage til inden alt for længe.]

At ID-tanken breder sig bland kosmologer, er måske ikke så underligt. For forskernes opdagelser i forbindelse med Big Bang kan ikke undlade at forbavse. En lang række opdagelser peger med al (for ateister uønskelig) tydelighed på at tilfældigheder ikke hører til de fornuftige forklaringer mere. Og det har noget med naturkonstanterne at gøre. Eller skal vi sige naturlovene. Altså grundbetingelserne for hvordan universet er skruet sammen.

Her bliver det såkaldte antropiske princip mere og mere uundgåeligt (hwis jen da it’ will benægt’ fakta)! Disse grundbetingelser skal nemlig være i hårfin balance for at liv overhovedet skulle kunne være muligt i dette univers. Hawking (se Origo 119) forsøger at fantasere sig uden om, men det lykkes ikke rigtigt.

Så paven står i dag med sin udlægning af omstændighederne bag universets skabelse faktisk med den mest fornuftige forklaring. Og dermed er hans tale ikke blot til troens folk, den er i høj grad også henvendt til dem der har gjort naturvidenskaben til deres religion.

De læsere der gerne vil sætte sig lidt mere ind i hvad “problemet med naturkonstanterne” er, anbefales at kikke ind på Norsk Origos hjemmeside og se nærmere på Willy Fjeldskaars fordrag som kan findes her i en pdf-udgave. Blad frem til siderne 11 og 12; så skal man bare se løjer.

smiley .b



Modtro

Af sig selv-troen Posted on Sun, January 02, 2011 17:02:02

Hvad er det for noget? – Det kan vel defineres som en tro på noget som strider mod enhver form for fornuft. I talen om det menneskelige øjes oprindelse falder darwinister i med en sådan modtro. For nemmere at kunne sluge af sig selv-kamelen nedgør man et design i naturen som ikke er til at snakke sig uden om.

Modtroens argument er åbenbart at det er nemmere at bilde sig selv og andre ind at et dårligt design lettere kan blive til ved hjælp af blinde naturkræfters spil, end det perfekte design.

Modtroen er også udtryk for en underlig form for malen sig selv op i et hjørne (en slag omvendt God of the Gaps): Man tror at det menneskelige øje er dårligt designet blot fordi en eller anden forsker siger at det er det. Man siger også at ID-forskningen ikke kommer med forudsigelser. Men jeg vil vove den “ID-forudsigelse” at hver gang en darwinist taler om dårligt design, vil nærmere forskning på området afsløre at vi tværtimod står med det bedst tænkelige design. Således også med det menneskelige øje hvor modtroen forsøger at bilde os ind at det dårlige design ses af det faktum at synsnerverne er anbragt på “den forkerte side af nethinden, retina”. – Men det forholder sig (selvfølgelig) lige modsat, for …

<fortsat fra eftertanke.dk>

ny forskning afslører øjets optimale design

Norsk Origo har følgende oplysning på hjemmesiden under rubrikken Ti på topp av vitenskapelige medie-nyheter om design i 2010. Vi bringer her en dansk oversættelse:

»Forskere har lavet en model af retina hvorved man kan afdække lysets passage. Den afslører at glialcellerne (eller *müllercellerne) sørger for at lyset passerer uden at spredes for meget i overgangen fra retinas overflade til fotoreceptorerne. Deres funktion kan derfor bedst sammenlignes med optiske fibre (lyslederkabler) (Physical Review Letters, April 2010). Forskerne er nået frem til at “retina viser sig at være den optimale konstruktion til at frembringe det skarpeste billede.” Glialcellerne gør dette på to måder: De filtrer falsk lys fra, og de reducerer farveforvrængningen. Det gør at forholdet mellem “de rigtige” signaler og de forstyrrende bliver optimeret idet lyset passerer glialcellerne. Ifølge en rapport fra New Scientist vil denne opdagelse åbne for helt nye muligheder inden for **biomimetikken. “Den nye forståelse af müllercellernes rolle vil sandsynligvis føre til en højere succesrate inden for øjentransplantationer og til bedre kameraer,” udtaler Ribak. Det menneskelige øje, som allerede må betegnes som et eksempel på forbavsende funktionel ingeniørkunst, vidner i stadig højere grand om et fantastisk design. En måske noget overraskende konstatering eftersom darwinister fremturer med at kalde øjet for “en af evolutionens mest gennemførte fejltagelser”.«

*På tysk Wikipedia kan man læse følgende om müllercellerne (en dag hvor jeg har bedre tid, vil jeg vende tilbage med en dansk oversættelse): Neue Forschungsergebnisse an der Universität Leipzig zeigen, dass Müllerzellen eine lichtleitende Funktion aufweisen. Sie durchspannen die Retina von der einen zur anderen Seite und sammeln das Licht an der vorderen Netzhautoberfläche und leiten es an die Lichtsinneszellen an der hinteren Netzhautoberfläche ähnlich einem Glasfaserkabel

**Og om biomimetik følgende: Die Bionik (auch: Biomimikry, Biomimetik, Biomimese) beschäftigt sich mit der Entschlüsselung von „Erfindungen der belebten Natur“ und ihrer innovativen Umsetzung in der Technik. Die Bionik ist ein interdisziplinärer Bereich, in dem Naturwissenschaftler und Ingenieure sowie bei Bedarf auch Vertreter anderer Disziplinen wie etwa Architekten, Philosophen und Designer zusammenarbeiten. Der englische Begriff bionics wurde vom amerikanischen Luftwaffenmajor Jack E. Steele 1960 auf einer Konferenz in der Wright-Patterson Air Force Base in Dayton, Ohio, geprägt. Das deutsche Kofferwort Bionik setzt sich aus Biologie und Technik zusammen und bringt damit zum Ausdruck, wie für technische Anwendungen Prinzipien verwendet werden können, die aus der Biologie abgeleitet werden. Die Bionik ist systematisches Lernen von der Natur und steht damit in Abgrenzung zur reinen Naturinspiration.

Kan nogle af bloggens læsere mon oplyse mig om hvorvidt ordet biomimetik også er en fagbetegnelse der bruges på dansk? smiley .b

Forrige indlæg på bloggen

Næste indlæg på ID-bloggen



Origo 119

Forlaget Origo Posted on Thu, December 30, 2010 07:50:05

Så er december 2010-udgaven af tidsskriftet Origo ude.

smiley .b



« PreviousNext »